Bedrag – sæson 1, afsnit 1 og 2

Et lig hives op af vandet, og politiet ankommer. En entreprenør fortæller, at hans vindmølleindustri går ufatteligt godt. En automekaniker ser på en lejlighed, han ikke har råd til, sammen med kæreste og barn.

Sådan rystes terningerne ud på spillebordet i begyndelsen af DR’s nye dramaserie Bedrag. Vi har set det før, men det gør ikke noget, hvis man er til den slags. For nede under havet mødes alle øer i en krimifortælling, hvor intet er, som det ser ud til.

Det gælder også her, hvor manuskriptforfatterne Jeppe Gjervig Gram og Anders Frithiof August har brygget en stærk kop Nordic Noir sammen.

Politirutineserien er en meget amerikansk og maskulin genre, hvor rigtige mænd kører i hvide biler med blå blink på taget, og hvor kvinder enten er hjælpere eller modstandere. Men her i Norden er vi den grad gode til at give genren vort eget fingeraftryk ved at lægge vægt på personernes intime privatliv.

Det handler om ægteskabet efter fyraften med børn i børnehaver, trodsige teenagere og trakasserier mellem seng og samtalekøkken. Og selv om moderne vikingemænd kan synes seje og stovte, er de under harnisket skrøbelige.

Strisseren Mads med liget af en ukrainsk gæstearbejder er netop sådan en blød mand. En velourpapa, som de siger på den anden side af Øresund, der har en syg kone og et par børn, som skal køres til og fra skole med madpakker (selvfølgelig i en svensk bil, for alle sympatiske strømere kører enten i Volvo eller Saab).

Men midt i de hjemlige problemer er han med den døde mand snublet over noget, der ligner gedulgte forbrydelser og inddrager bagmandspolitiet. Mistanken vokser, da ligets far tager sit eget liv, og ingen af de øvrige havnearbejdere ønsker at sige noget om dødsens farlige arbejdsbetingelser.

Mens alt dette sker, følger vi både automekanikeren, som skal stjæle biler for at betale til en ny lejlighed, og en karrierekvinde på vej op i systemet.

Det vil sige den vindmøllepark, som finansgeniet Sander har gang i. Men meget hurtigt viser det sig, at han også har gang i noget, der hverken tåler dagens lys eller vind.

Filminstruktøren Per Flys serie starter med rigtigt mange bolde i luften. Men da han er en stringent episk og realistisk-retlinet instruktør (Bænken, Arven og Drabet), mærker man velsignet tidligt i historien, at han logistisk har tjek på det hele.

Så indtil videre er der ingen bolde, som falder til jorden. Eller antydningernes røg og tåge, der fiser ud i arrangeret ingenting eller er intrigant narrefisse som i Broen III.

Og ganske let sættes økonomisk kriminalitet – som at tømme et selskab – op med almindelig kriminalitet såsom organiseret biltyveri, skumle mænd og serbisk mafia.

Thomas Bo Larsen har fået sin stærkeste rolle i meget lang tid, hvor han ikke skal spille sig selv som gavflabet gadedreng. Han er hovedpersonen Mads, der både passer børn og kone og har sin helt egen toughe tone som den retskafne strisser, der skærer hjørner.

Nikolaj Lie Kaas har begravet sin indre Dirch Passer og spiller den farligt forførende Sander, en charmerende slesk finansmand a la Stein Bagger med urene tal i regnskabet.

Han har et særligt øje til karrierekvinden Claudia, som skyer meget lidt for at sikre sin egen opstigning til direktionsgangen, hvor beslutninger tages, og magtkampe afgøres. Hun spilles snildt, kynisk og sexet af Natalie Madueño, som især får kam til sit ravnsorte hår i konfrontation med en strømlinet skurk, spillet på kanten af karikaturen af Martin Hylander Bruckner.

Bedrag er kort sagt den detaljerige professionalisme, som kendetegner DR’s tv-dramatik og gør den værd at følge med i.