Bedrag – sæson 3, afsnit 1 og 2

Alf kan ikke sove. Han er politimand og lider af posttraumatisk stress, efter at han med nød og næppe overlevede en svensk lejemorders drabsforsøg.

Så han løber klokken tre om morgenen, går til psykolog og spiser sovepiller. Men han har også noget kørende med en smuk, gift kollega i anklagemyndigheden.

Samtidig går Nicky, som var Alfs kriminelle hovedmodstander i en sag om bankvæsen og bedrageri, til forelæsninger på handelshøjskolen, investerer i hash og vasker narkopenge rene, så de kan trække renter på lovlige bankkonti. Han har lagt sin fortid bag sig med kone og barn og koncentrerer sig nu om at gå fra smågangster til stor kanon i den københavnske underverden.

Alf er netop kommet med i den taskforce inden for politikorpset, som lugter færten af hajer og småfisk i de snavsede vande, Nicky svømmer rundt i. Han vasker moneter fra asfaltjunglen til gangbare mønter i den (h)vide verden. Det sker via de banker, vi andre dumme dødelige har sat vores småpenge i.

Tredje sæson af DR’s Bedrag er med sit emne om hvidvask mellem store og små forbrydere med strenge til bankverdenen nærmest clairvoyant og spritny som nytrykte sedler.

Serien tager sig fermt tid til at rulle fortællingen ud og anslå et plot, som mere går på hvorledes og hvordan, end hvem er den skyldige og hvorfor. Det er fotograferet i genrens kolde, metallisk blå farver, som kan gøre selv dagslys til foruroligende tusmørke. Og fortalt med kameraer, der panoramisk breder storbyen ud eller med hidsigt tempo i diverse vinkler sætter skred i sagerne og starter en forfølgelse af forbrydere.

Mobiler og videoovervågning er efterhånden mere almindeligt end at gå efter fingeraftryk på ofret og finde fodspor på fortovet. Lige siden kultserien The Wire ved vi alle, hvor farligt fatalt, men også vigtigt det er at passe på sin mobil og dens simkort. Og husk at holde hånde for læberne, når der samtales om kriminel handel og vandel. Politiet kan nemlig både se med og mundaflæse.

Pludselig under en ransagning finder man et lagerlokale fuld af lig. Krads kendsgerning i en serie, som alligevel formår at fastholde sin hverdagsrealisme.

Serien lægger ud som et klassisk gangsterdrama. Der er færre banditter i habitter, rænker og rokader i magtens korridorer, og der er mere bandekrig på gadeplan mellem gamle gangstere med ære blandt tyve og nys ankomne tyveknægte med dyre vaner.

Og i centrum for dramaet står to ensomme, samspilsramte ulve på hver sin side af loven – et parløb, vi kender allerbedst fra Michael Manns Heat, hvor Al Pacino og Robert De Niro er hinandens spejlinger og tvillinger i nuancer af noir.

På et mere beskedent plan klæder Thomas Hwan og Esben Smed hinanden som de to brikker på samme skakbræt. Hwan har en mørk fremtoning og et stenansigt, der alligevel er fragilt som et krystalglas. Smed er den albinoblege dansker med sjakaløjne og blond hår, der tror, han kan flygte fra sin fortid og lægge alt bag sig som et par nedslidte sko. Mens han drømmer om at kunne trække sig tilbage som førtidspensionist i Spanien på sin kriminelle efterløn.

Og fra andet afsnit dukker så en kvinde op i spillet, den forbigåede, myreflittige bankrådgiver Anna (Maria Rich). En overflødig, overset kvinde i banken og i hjemmet, som får smag for kunsten at vaske penge.

De bliver sekunderet godt af birolleindehaverne.

Kølige Marie Askehave er Isa, den gifte politianklager, der boller ved siden af. Esben Dalgaard er en opfarende, no-nonsens strømer Møller, mens chefen Storm spilles af altid gode Olaf Johannessen. Og mange flere …

De to første afsnit lover godt. Spændingen stiger støt og stædigt.