Serieanmeldelse
10. mar. 2019
Bedrag – sæson 3
Politimanden Alf (Thomas Hwan) kæmper i tredje sæson af Bedrag med både et pillemisbrug og ulykkelig forelskelse. Foto | Adam Wallensten

Bedrag – sæson 3

Med en forrygende tredje sæson er Bedrag den bedste danske krimiserie i meget lang tid. Vi har fået det visuelle og poesien tilbage igen.

Af Bo Tao Michaëlis

Nu endte det heldigvis ikke så noir som nødvendigt, men dog bittersødt som et stort stykke mørk chokolade.

Man fik fat i banderne, som solgte hash, og fundet lækagen i politiet. Og mens det gik ilde for de sympatiske mænd på begge sider af loven, blev den småborgerlige bankdame fra skråplanet sparket ind og op på direktionsgangen.

En vinder af den slags, vi kender fra virkelighedens hvidvask i storbanker, støvsuget for skrupler, men tilsat kapitalismens kriminelle ironi: På rigtige steder betaler forbrydelse sig.

En fjerde sæson kan næppe etableres med samme personer og på samme betingelser. Tiende afsnit lukkede en dør med en meget lille kattelem, som dog måske kan bruges til en efterfølger.

Tredje gang var lykkens gang.

Bedrag 3 er ikke kun den bedste i serien, men også den bedste danske krimiserie meget længe. Måske skal vi helt tilbage til Ole Christian Madsens skelsættende Edderkoppen fra 2000 for at finde en dansk serie, der tænker mere visuelt end manieret teatralsk og mundret verbalt.

Uendeligt mange DR-serier har i de seneste mange år været styret af ord og atter ord fra et velsmurt manuskript, som er blevet formidlet af strikt determinerede kameraer, klipning, spillestil og instruktion.

Nu har vi fået kameraet som pen tilbage igen. Vi har fået den filmiske optik og poetik bedre på plads. Det er mere det, vi ser, end det, vi hører, der bliver afgørende for historiens drive og retning.

Man mærker tydeligt, at hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram og hele ensemblet bag serien – der tæller instruktører som Gustav Möller, Milad Alami og Samanou Acheche Sahlstrøm – frugtbart kender til genren, hvor politi og banditter udveksler skud og krydser spor.

Her er storgangsterens sidste kup før otiummet og den blødende gangster med banesår. Her er ærlighed mellem forbrydere og venskab på tværs af køn, klasse og loven. Og her er den skæbnesvangre tilfældighed, dødskysset fra den falske ven og infamt stikkeri som den største synd.

Det er et eksistentialistisk gangsterdrama a la mesteren Jean-Pierre Melville og dennes amerikanske elev Michael Mann, hvis lille mesterværk Heat sågar citeres undervejs – i det dystert slumramte København nordvest for Kartoffelrækkerne.

Esben Smed alias Nicky er et fund for alle de gustne penge som en hårdkogt dansk udgave af ikonet Alain Delon. Han er den blonde samurai, hvis eneste, men fatale akilleshæl er den enbårne søn. Nicky står over for Thomas Hwans Alf – den standhaftige politimand i skudsikker vest – som fatalt og forgæves er forelsket i Marie Askehaves gifte anklager, han kun kan nå i sengehøjde.

Og Alf er solidarisk sekunderet af sin kvindelige kollega, Stine (Marijana Jankovic), der klart er hende med de største nosser i korpset.

Maria Rich er mere end glimrende som den forsmåede kvinde fra bankfilialen. Hun bliver tilfældig turist i en afstumpet asfaltjungle, hvor gorillaerne enten er rockere eller perkere eller begge dele.

Der er rigtigt mange gode skuespillere i alle roller: skægbamsen Hadi Ka-Koush som den bløde strømer, Olaf Johannessen som den stovte kommissær og Peter Gilsfort som hans overordnede, syrlig og giftig som stryknin i et snapseglas.

Det tog sin tid for Bedrag 3 at komme i gang. Men serien beholdt sin uforudsigelighed igennem alle ti afsnit, der hele tiden bød på spændende drejninger af historien og blev akkompagneret af inciterende vinkler i billedsproget.

Det blev nok lidt for sentimentalt til sidst med gangsterfar og sønnike, og noget forsvandt ud af plottet som et hoved uden en hale. Men når det er sagt, er der fremragende scener, som vil blive stående tilbage længe efter seriens slutning.

Titel:
Bedrag

Sæson:
3

Land:
Danmark

År:
2019

Serieskaber:
Jeppe Gjervig Gram

Medvirkende:
Esben Smed, Thomas Hwan, Maria Rich, Marijana Jankovic

Spilletid:
Ti afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
6. januar på DR1 og DRTV

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
25. sep. 2016
Bedrag – sæson 2

Bedrag – sæson 2

Tv-anmeldelse
28. feb. 2016
Bedrag – sæson 1

Bedrag – sæson 1

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!