Begravet i fortiden

Det lyder som Taken om igen, når man siger det højt: Liam Neeson er en udbrændt, tidligere betjent, der skal redde en pige ud af kløerne på skruppelløse kidnappere.

Men Begravet i fortiden (en kuriøs oversættelse af originaltitlen A Walk Among the Tombstones) minder nu ikke så voldsomt meget om de slå-på-tæven-film, som Neeson har gjort sig i de senere år.

Der er ingen lemmer og nakker, som knækkes i denne mørke krimi-noir-thriller. Matthew Scudder (Neeson) er ikke ingen actionmand, og han knækker sagen med hovedet frem for hænderne. Når han endelig skal slås, får han whoopass.

Både fysisk og psykisk har han set bedre dage, denne sammenbidte Scudder, der i sin betjenttid plejede at starte dagen med to shots til morgenkaffen. Nu frister han en ensom tilværelse som forsumpet AA-medlem og uautoriseret, uengageret privatdetektiv.

Scudder lyser ikke just op af entusiasme, da en af de andre anonyme alkoholikere introducerer ham for sin bror, narkohandleren Kenny Kristo, som vil hyre Scudder til at opspore de mænd, der bortførte og dræbte hans kone.

Scudder lader sig dog overtale, og da han snart indser, at han har at gøre med et par modbydelige sadister, der stadig kidnapper, mishandler og slår ihjel i stor stil, tændes retfærdighedens ild i den ellers lidt mismodige eksbetjent.

Han er trods alt en god mand, selvom man kan indvende, at det ikke er moralsk uangribeligt at inddrage den dumdristige teenageknægt TJ i den farefulde sag.

TJ, spillet med gavflabet charme af den attenårige rapper Astro, står for de flygtige, komiske pusterum i tristessen, men levendegør også filmens pessimistiske miljøskildring: forældreløs, hjemløs og fremtidsløs.

Der er ingen frelse at finde i Hell’s Kitchens trætte bygninger og nøgne efterårstræer. Verden er grum, ond og smudsig og avler afvigere som filmens to dæmoniske kidnappere.

De to skurke demaskeres desværre ret tidligt i filmen, et fejlgreb, der punkterer den mystik, som anslaget havde pustet op.

Vi må nøjes med vores væmmelse for seriemorderne i den tredje akts menneskejagt, og den gør instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank sig store anstrengelser for at indpode publikum.

Man kunne imidlertid have ønsket sig, at han gjorde det med isnende diabolsk karaktertegning frem for blot at overdænge publikum med blodstænk fra misdædernes bestialske ugerninger. Både spillet og dialogen er i orden, men især Scudders baggrundshistorie og mordernes motiv er kraftigt underbelyst, og derfor bliver de aldrig rigtigt interessante karakterer.

Af samme grund gør det også lidt mindre indtryk, når morderne skærer brystet af en kvinde eller fingrene af en fjortenårig pige. Vi kender ikke de her personer og mærker derfor ikke deres smerte og frygt.

Tværtimod virker den grafiske, bloddryppende vold en smule vulgær og unødvendig i en film af denne type. Den gru, som det vækker, burde kunne tilvejebringes på mere spidsfindig vis.

Men trods skavankerne er Begravet i fortiden en solid thriller. Basalt spændende gennem det meste af spilletiden, habilt (om end lidt anonymt) spillet samt instrueret og fotograferet med en vis finesse.

Der er over femten bøger i Lawrence Blocks krimiserie, som filmen er baseret på, så det er nok ikke sidste gang, at Neeson har spillet Matthew Scudder. Der er plads til forbedring, men helt tosset er udgangspunktet ikke.