Bertelsen på Shikoku 88

Mikael Bertelsen har forfinet en simpel interviewteknik til perfektion.

Han gentager de ord, samtalepartneren anvender, og sådan kommer han helt tæt på en afklaret læge fra Silkeborg og en Snoop Dogg-elskende surfer med en fortid som kokainafhængig.

Bertelsen er formidabel til at lytte og gentage, og derfor er han så behageligt fjernsynsselskab.

Også når han går.

I 2010 viste DR 2 radiochefens vandretur på den spanske Camino de Santiago, og her syv år senere er Mikael Bertelsen rejst til Japan for at følge munken Kobo Daishis pilgrimsfærd. For 1200 år siden travede den religiøse flegmatiker rundt på øen Shikoku, og hans rute udgøres i dag af 88 templer.

Dem opsøger Mikael i Bertelsen på Shikoku 88 iført rygsæk, skjorte og slips, og tv-uniformen skiller ham ud fra de andre pilgrimme, der alle bærer hvide klæder og en kegleformet hat som beskyttelse mod stråler i Solens rige.

Lige siden Mikael Bertelsen brød igennem som underholder med et listigt rævesmil i talkshowet Bertelsen og parodien De uaktuelle nyheder, har han fået prædikatet: ironiker!

Men 90’erne er længe siden, og når Bertelsen vandrer ad religiøse stier, sker det med en oprigtig mine, der inviterer andre pilgrimme til at åbne sig. Værten åbner selv op ved at fortælle om sit særlige forhold til Japan. Med i rygsækken har han fotografier af sin far, der i en årrække arbejdede som arkitekt i landet.

Mikael Bertelsen går ikke blot i munke-Kobos fodspor. Han går også i sin fars.

Bertelsen på Shikoku 88 er instrueret af Halfdan Muurholm, og holdet bag programmet har pakket klogt ved at tage en drone med i kufferten. Fotograf Carsten Overbye må have haft en endnu mere strabadserende tur end Bertelsen, for han følger ham rundt i bjerge med et tungt kamera på skulderen, og disse nærbilleder af Bertelsen blandt lave mænd og høj bambus kontrasteres med dronens grandiose overbliksbilleder.

Over tåge og trækroner blotlægger det svævende kamera det frodige vandreterræn. Det er i sådanne skove, at Murakami og Miyazaki fremtryller gakkede væsner, der sætter den menneskelige eksistens i perspektiv.

I Bertelsen på Shikoku 88 er det mennesker, som skaber det større perspektiv.

I første afsnit møder tv-Mikael læge-Michael fra Silkeborg. Det er en skæg tilfældighed, at det første menneske, han møder på ruten, viser sig at være dansker. Pludselig synes projektet ikke så fjernt.

De taler om goderne ved at gå, og lægen disker op med en nærmest tillukket afklarethed. Her er få sprækker at trænge igennem, så Bertelsen vælger erfarent at snakke om sin egen motivation.

Han mener simpelthen, han kan blive et bedre menneske af at gå, og her har vi programmets sande styrke. Det er ganske simpelt velgørende slow tv, der formår at trække sværmeriske tanker ned fra droneperspektivet, så de fremstår troværdige.

Hvert afsnit afsluttes med ordene ”alting ændrer sig konstant, dog er alt forbundet”, der bliver messet på japansk. De hæver sig netop over Gajol-bonmot-niveau, fordi Bertelsen dygtigt opsøger og undersøger de skægge starutter og deres spirituelle udsagn.

Den skæggeste starut er den 62-årige Koi, der surfer, dyrker aikido og jiu-jitsu, messer buddhistiske mantraer og reciterer Snoop Doggs Bitch Please: ”I’ll be gentle, sentimental / Shit, we fucked in the rental / Lincoln Continental.”

Han elsker også Grateful Dead og Beastie Boys, og engang var han afhængig af kokain. I dag går han, hjertet slår, som det skal, og at lære at leve og at lære at dø er to sider af samme sag, minder han Mikael Bertelsen og os seere om.

Bertelsen virker oprigtigt glad for at have fundet en ven på ruten, og igen er det ironiske rævesmil langt borte.

Da værten i starten af Bertelsen på Shikoku 88 konstaterer, at klokken er to om natten dansk tid ved at betragte en bar arm, ligner han mere en forvirret mand i Japans regn end en spøgefuld gavtyv.