Better Things – sæson 2

Det er simpelthen rørende at se Better Things.

Ved at modellere moderrollen som en uperfekt urkraft af kærlighed formår serieskaber, instruktør og hovedrolleindehaver Pamela Adlon at gøre Better Things til en universel fortælling om hverdagens kamp med og mod familiemedlemmer.

Der er langt fra Los Angeles til Nordjylland, men når Adlon i rollen som skuespilleren Sam Fox fighter sig gennem tilværelsen som skæg alenemor til tre børn, så kan jeg sagtens se min mor i hende.

Serien fungerer som en uhøjtidelig hyldest til disse fejlbarlige helte, man i teenageårene irriterede med lad ulydighed.

Pamela Adlon har ikke været ene om at skabe Better Things – komedieserien er skabt i samarbejde med hendes gamle ven, Louis C.K. Det venskab er imidlertid sat på alvorlig prøve, efter C.K. har indrømmet at have krænket kvinder seksuelt ved at onanere foran dem.

”Min familie og jeg er ødelagte og i chok efter indrømmelsen om afskyelig adfærd af min ven og partner, Louis C.K.,” udtalte Adlon efterfølgende, og det er ikke vanskeligt at leve sig ind i hendes vrede choktilstand.

C.K. har udtalt, at han nu vil trække sig tilbage og lytte.

Lad os bare efterlade ham ovre i det hjørne og i stedet fokusere på, hvor formidabelt et job Pamela Adlon gør som skuespiller og instruktør for alle ti afsnit.

Selv i de mest iltre skænderier mellem Sam og døtrene fremstår hun som en omsorgsfuld forælder, der vil sine børn alt det bedste. Hun har det langt vanskeligere med romantiske følelser.

Her i anden sæson møder hun Robin (Henry Thomas) – en enormt sympatisk mand, der også er fraskilt. Men forelskelsen rammer hende som en influenza, og et forestående brud med hverdagens rutiner fylder hende med angst.

Sam foragter den her nye ”kvindefølelsesting”, som hun kalder det. Så hellere kramme og bakse med døtrene – altid søde Duke (Olivia Edward), den kønsnedbrydende aktivist Frankie (Hannah Alligood) og den kontrære teenager Max (Mikey Madison).

Duke vil aldrig løsrive sig fra sin iPad, iført slips og vest vil Frankie adoptere en syrisk flygtning, og Max vil til at sove med drenge.

Better Things foreslår, at man i en travl hverdag præget af konstante forstyrrelser forsøger at acceptere hinandens særheder. Sams tålmodighed sættes dog for alvor på prøve, når hendes britiske mor Phyllis (Celia Imrie) kigger forbi med gak, løjer og en enegængers utilnærmelighed.

Phyllis er mere ærlig end kærlig, når hun over for de andre gamlinge i kortklubben reducerer Sams karriere: ”Hun har kun sjofle roller i små tegnefilm.”

Her har vi det yderst velfungerende satiriske omdrejningspunkt i Better Things. Det skorter på roller til en 50-årig kvinde i aldersforskrækkede Hollywood, og Sam må tage til takke med latterlige serier og tvivlsomme småjobs.

I afsnit fem får hun tilbud om være med i en film. Eller de skal faktisk bare bruge et billede af hende. Fra hendes unge dage. For det er en rolle som død, hun får tilbudt!

Pamela Adlon vækker gentagne gange en katarsis-latter. I et afsnit vil hendes gamle ven pludselig kysse, og det resulterer i seriehistoriens længste række af febrilske nej’er. Og sådan bliver det akavede øjeblik grinagtigt.

”Hunden æder dit fisseblod igen,” råber Sam til Max, da familiens hvalp er gået i toilettets skraldespand, og den bramfrie tone sammenknytter fornemt de komiske optrin med de dramatiske.

I afsnit ni tager Sam og døtrene til Canada for at besøge en onkel og en tante, og her diskuteres psykisk lidelse og børns forhold til døden graciøst. En gammel moster døde i 1980’erne på en psykiatrisk afdeling, og puslingen Duke bearbejder oplysningen ved at forestille sig et smukt gespenst, der trisser rundt på de canadiske strande.

På et tidspunkt leger familien, at Sam dør og skal begraves. Begravelsen turneres skægt – og samtidig fungerer den som en smertelig påmindelse om, at de her mødre-helte ikke lever evigt.