The Big Short

I Adam McKays forrige film, Anchorman 2, der uretfærdigt nok ikke var nomineret til en Oscar som bedste film, spillede Steve Carell den allerdummeste mand i rummet, vejrmanden Brick.

I McKays nye film, The Big Short, der ikke helt urimeligt er nomineret til en Oscar som bedste film, spiller Steve Carell en af flere kloge mænd i rummet, hedgefond-manageren Mark Baum. Carell spiller ham komplet modsat Brick – et primalt, nonsensisk væsen, der taler ved sin egen begravelse – som helt tyst og trist resigneret, med små spjæt af sydende indignation.

Det blev han nomineret til en Golden Globe for, som han ikke fik, men ikke til en Oscar, uretfærdigt nok.

Rummet i Anchorman-filmene er en hallucineret udgave af sports-tv i 70’erne og 80’erne. Rummet i The Big Short er en hyperrealistisk udgave af den amerikanske finansverden 2005-2008.

Anchorman-filmene er kollektivfilm om en flok meget dumme mænd, der ikke findes. The Big Short er en kollektivfilm om en flok meget kloge mænd, der faktisk eksisterer, og som alle sammen på det rigtige tidspunkt satser penge på, at det boomende, men kunstigt oppumpede ejendomsmarked til syvende og sidst må kollapse – hvilket som bekendt skete, med katastrofale, globale konsekvenser. 

Den allerklogeste mand i rummet – ham, der regner ud, at det må gå galt – er en anden hedgedefond-manager: excentriske, nær-autistiske, rastløst trommestiks-trommende Michael Burry, spillet med manisk akkuratesse af Christian Bale (retfærdigt nok nomineret til en birolle-Oscar).

En åleglat, arrogant trader Jared Vennet – der også fungerer som filmens fortæller og guide, og som en selvfølgelighed inkarneres af Ryan Gosling – får nys om Burrys profeti og formidler den videre til Mark Baum og hans (med én lalleglad undtagelse) ikke mindre sortsynede team. Endelig har vi i deres egen boble de to unge, entusiastiske investorer Charlie Geller (John Magaro) and Jamie Shipley (Finn Wittrock) og deres vise mentor, eks-finansmanden Ben Rickert (Brad Pitt med vismands-skæg).

Denne udspekulerede flok følger vi i parallelle spor, som de vantro regner ud og researcher på, at det vitterligt står så uhyrligt slemt til, som alt tyder på: Hvem som helst lokkes til at belåne deres hus, og værdiløse lån bunkes sammen og sælges dyrt igen og igen.

Eller hvordan det nu præcist hænger sammen. Hvilket jeg næsten nåede frem til at tro, at jeg forstod. 

Filmen ved godt, at det er indviklede rævekager og gør et kosteligt pædagogisk nummer ud af at forklare dem: Ryan Gosling og andre af de kloge mænd henvender sig direkte til kameraet, og vi serveres hele små informercials med skuepillerne Margot Robbie (i boblebad) og Selena Gomez (i casino) og en af mine store helte, kokken og tv-værten Anthony Bourdain (i køkkenet).

Det kan godt lyde som noget håbløst rod, men det flyder imponerende smooth og musikalsk af sted, takket være instruktørens og skuespiller-ensemblets sikre, inspirerede timing. 

Jeg tog mig i at forbandet nyde filmen, og straks fik jeg den dårligste samvittighed. Og det er klart sådan, filmen håber, at jeg reagerer. Den er på samme tid dybt moralsk og vildt letfodet.

Målet er at åbne øjne, og det gør man effektivere med ambivalens end med forargelse: Vi kan ikke lade være at heppe på, at de små skurke snyder de større skurke og tjener en masse penge på, at almindelige mennesker går fallit, mens de store skurke griner hele vejen til deres statsstøttede bank. Grinet er en sort, sørgelig og udsøgt fornøjelse.