Billie

”Når Ella Fitzgerald synger, at hendes mand har forladt hende, er han gået til bageren efter brød. Når Billie Holiday synger, kan du se hendes mand gå ned ad gaden med sin kuffert.”

Sådan siger en medvirkende i James Erskines flotte dokumentarfilm Billie, der handler om sangfuglen med efternavnet Holiday. Det er ikke helt fair over for Ella Fitzgerald. Hun var også en stor jazzsanger, men sammenligningen siger noget væsentligt om Billie Holidays sangstil.

Hun sang med en smerte og inderlig sanselighed, som gjorde hver slager, blues og evergreen til en smuk, men sørgelig side i hendes personlige dagbog. Det sidste triste punktum blev sat i 1959, hvor hun, om ikke mæt af dage, så af stoffer, døde i en alder af 44 år.

Vi får hele historien i Billie, der er et faktuelt og realistisk supplement til Lee Daniels’ romantiserede biopic The United States vs. Billie Holiday.

James Erskine har mest været engageret i tv-produktioner, og han trækker primært på journalisten Linda Lipnack Kuehls ufuldendte værk om jazzsangeren. Kuehl brugte små ti år på at interviewe folk, der havde mødt Billie Holiday – alt fra alfonser til jazzstjerner.

Hun fik aldrig gjort sit portræt færdigt, men anses alligevel i dag for den førende autoritet på en legende, hvis liv stadig synes stedt i et tåget grænseland mellem myter, løgne, rygter og fakta.

Det begynder ret så dramatisk med Linda Lipnack Kuehls egen død som bare 38-årig: ”I de tidlige timer af den 6. februar 1978 blev liget af en ung journalist fundet på en gade i Washington D.C.”

Det er lige ved, at filmen med denne åbning omdøbes fra Billie til Linda. Sangeren blev i hvert fald en besættelse for journalisten, lige indtil hun faldt ud ad vinduet i sit hotelværelse. Men blev hun skubbet, som søsteren mener, eller var det et selvmord uden kendt årsag?

Det er stadig en gåde, men filmen viser hen ad vejen, at Kuehl drages ind i en skummel tusmørkeverden af vold, kriminalitet og narko – Billie Holidays livsvilkår helt fra barndommen.

Som tiårig blev den senere stjerne voldtaget i sin fødeby Baltimore. Tre år senere trak hun selv på gaden i New York. Senere begyndte hun at synge i Harlems natklubber, og hun sang guddommeligt resten af sit korte liv.

Vi får selvfølgelig den legendariske sang om lynchning af sorte, Strange Fruit, i en fint nedtonet udgave, hvor Holiday nærmest artikulerer tekstens barske ordlyd. Andre kendte sange spilles i scener fra film og optagelser fra koncerter.

Slutsangen er en af Holidays smukkeste sange uden for standard-repertoiret, nemlig hendes udgave af I Loves You, Porgy fra Gershwins opera Porgy and Bess. Smerten i denne arie giver ekko af Billies eget liv, og det er måske i virkeligheden hendes mest personlige sang. Ligesom operaens Bess fik Holiday heller aldrig en mild og blid Porgy i sit liv.

Billie er et ramsaltet portræt af en samspilsramt sanger. Hun bliver kaldt for narcissist, masochist og biseksuel nymfoman, ekstrem narkoman, umættelig drukkenbolt og impulsiv psykopat.

Hun forherligede sine ægteskaber med dumme svin, som slog hende. Flere af sangene om hustruvold, stofmisbrug og utroskab kan næppe synges i dag. Selvfornedrelsen er simpelthen for hård.

Filmen lægger ikke skjul på, at tonen dengang var en anden.

N-ordet og andre tabuiserede gloser bruges flittigt af gamle jazzguder som Count Basie og Artie Shaw, to orkesterledere, hun forlod af uklare årsager. Saxofonisten Lester Young var hendes kunstneriske sjæleven, men underligt nok bliver hendes frugtbare samarbejde med pianisten Teddy Wilson sprunget over.

Ellers er balancen mellem seksuel nyfigenhed og musikalsk skønvirke nogenlunde i harmonisk balance. Og Billie har en besk pointe, når den via billeder og lyd understreger, at USA stadig er et af verdens mest racistiske lande.