Streaminganmeldelse
08. mar. 2021
Billie Eilish: The World’s a Little Blurry
Dokumentaristen R.J. Cutlers filmhold følger Billie Eilish fra studiet til scenen og den attenåriges særlige tilstand som hjemmeboende teenager og verdenskendt superstjerne. Foto | Apple

Billie Eilish: The World’s a Little Blurry

To en halv times Billie Eilish er balsam til fanbasen, men dokumentarens flersidige fortælling om teenageliv, karriere, kærlighed og familie er også rørende almengyldig.

Af Frida Marie Damsgaard

Billie Eilish var tretten år, da hun udgav sin første sang, den tre minutter lange Ocean Eyes. Hendes stjernestatus opstod over en nat. 

Hundredvis af teenagere, der i dag tæller millioner, følte sig set i Billies verden. Og fascinationen smitter i portrætfilm, der ligesom hendes musik er underspillet og intens på samme tid. 

Billie Eilish: The World’s a Little Blurry skildrer tilblivelsen af albummet When We All Fall Asleep, Where Do We Go? i studiet og på den efterfølgende verdensturné. 

Billie Eilish er en attenårig teenager, men det er også et familieforetagende. Billie og storebroren Finneas skriver og indspiller sangene sammen i deres hjemmestudie i et kærligt og beskedent middelklassehjem i Los Angeles hos forældrene Maggie og Patrick. 

Maggie er involveret og beskyttende, men aldrig på bekostning af Billies kreative autonomi. 

Der er en stor varme og humor i familien, og vi oplever en sideløbende fortælling i de to forældre, der ser deres teenager blive eksponentielt mere voksen for øjnene af dem. 

I en lille, men også rammende scene bliver kameraet hængende hos faren, efter Billie har forladt familiens indkørsel for første gang alene i sin første bil. Den rammer så fint den forældreangst, vi ikke aner i Billies verden. 

Instruktør R.J. Cutler agerer fluen på væggen. Det er klipningen, der fortæller historien, og det gør den sublimt. Meget lig albummet er der en vekslen mellem stilhed og storm filmen igennem. En sammenfletning af Billies luftige, næsten hviskende stemme og så gennemborende ringe-i-vandglasset-bas. 

Dokumentarens spilletid på to en halv time lyder af meget, men det er en længde, der tillader en dvælen og giver plads til nærhed og indlevelse. 

Billie er selvsikker og autoritær. Hun er en perfektionist i studiet og på scenen. Da kroppen presses af energiske live-optrædener, bliver hendes udholdenhed næsten selvopofrende. 

Kæresten Q er et andet eksempel på Billies selvdestruktive tilbøjeligheder. De to teenagere er forelskede, men også mærkeligt fjerne fra hinanden. Q optræder oftest som en stemme fra Billies iPhone, når han ikke er dukket op til en aftale, har kørt i bil beruset eller brækket sin egen hånd i et knytnæveslag. 

Det river i hjertet at se hende gennemleve den angst for at miste, hun synger om i sine sange. Med det i tankerne bliver omkvædet til Ilomilo – ”Hurry, I’m worried” – særligt foruroligende, når hun synger live i flimrende strobelys. 

Teenagestjernen er i kontakt med sin generation, og når kameraet hviler på ansigter blandt publikum, skinner deres kinder af tårer, mens læberne mimer sangteksterne. Det er mennesker, der føler sig set, og det er næsten lige så stærkt at se på. 

”It’s a horrible time to be a teenager. Kids are depressed,” pointerer moren. 

Måske den stærke følelse af forbundethed kommer af den simple grund, at det føles virkeligt, når Billie oversætter sin indre verden til sange. Når hun bladrer gennem sin dagbog, er det tydeligt, at hendes tekster og kreative verden er en livsvigtig ventil. 

Billie ser sine fans som en del af sig selv, hun er okay hvis de er okay, som hun selv siger til dem, og The World’s A Little Blurry er på en måde også en film om fankultur, at føle sig forstået af nogen man aldrig har mødt. 

Billies første forelskelse var en fan-forelskelse. Justin Bieber gjorde hende næsten syg af følelser som tidlig teenager. 

På den drømmeagtige musikfestival Coachella står Billie Eilish badet i pink lys i pitten. Justin dukker op, og hun stivner. Med en underspillet humor og charme nærmer de sig hinanden forsigtigt, før de mødes i en omfavnelse. 

Det er overraskende rørende at se de to overeksponerede, men samtidig meget ensomme mennesker stå sammen. 

The World’s a Little Blurry er dragende og rytmisk, men den umådelige tyngde i Billie Eilish’ verden skaber en mørk understrøm i filmen. Det er især igennem stykker af koncerter og musikvideoer, at man vikles ind i understrømmen og med en lethed vil kunne tilslutte sig publikummet med de våde kinder.

Titel:
Billie Eilish: The World’s a Little Blurry

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
R.J. Cutler

Manuskript:
R.J. Cutler

Medvirkende:
Billie Eilish, Justin Bieber, Orlando Bloom, Ariana Grande

Spilletid:
140 minutter

Premiere:
26. februar på Apple TV+

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
30. apr. 2024
Farvel Forever

Farvel Forever

Streaminganmeldelse
14. apr. 2024
Scoop

Scoop

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!