Birdman

En midaldrende mand svæver meditativt i en teatergarderobe på Broadway. Han er Riggan Thomson, en falleret filmstjerne, kendt for sin rolle som superhelten Birdman, der vil give sig selv nyt liv på teatrets hovedstrøg ved at skrive, instruere, spille med i og producere en dramatisering af Raymond Carvers novelle Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed.

Men en stemme forstyrrer ham, taler hånligt, nedgør ham. Birdmans stemme. Birdman tror ikke på Riggan. Birdman mener, at Riggan er dømt til at mislykkes. Kort sagt: Birdman føler sig svigtet af Riggan. Riggan må kun spille Birdman.

Riggan Thomson spilles af Michael Keaton, og så har vi straks gang i en metafiktion. Keaton var jo den første moderne Batman i Tim Burtons skelsættende Batman fra 1989 og Batman vender tilbage fra 1992.

En Batman til en ny tid, en Batman, der hverken var flot eller muskuløs, men var drevet af indre dæmoner og barndomstraumer. Senere har Keaton haft en aktiv karriere, men hans bedste filmroller siden dengang har været stemmeroller i animationsfilm.

Med Birdman får han det hele tilbage. Mens Riggan desperat kæmper imod glemslen og den fiasko, som han frygter, fejrer Michael Keaton for tiden triumfer for sin præstation i Alejandro Gonzáles Iñárritus Birdman.

Keaton overbeviser som den forfængelige, plagede og koleriske Riggan, der døjer med sin sarkastiske og netop narkoafvænnede datter Sam (Emma Stone), sin skuespillerkæreste Laura (Andrea Riseborough), der sandsynligvis er gravid, en talentløs hovedrolleskuespiller, som han får erstattet med stjernen Mike (Edward Norton), der viser sig at være styrende og manipulativ i en sådan grad, at han bringer teaterstykket og Riggans mentale tilstand i fare.

Det kunne ligne et sært karrieretræk for Iñárritu efter de stærke og pompøse multiplotfortællinger 21 gram (2003) og Babel (2006) og det hårde dyk ned i Barcelonas underverden i Biutiful (2010) at forsvinde ind i teatret og lave en film om en kunstner i krise. Men måske er den feterede instruktør nået til netop det punkt, hvor han har mærket succesens forbandelse og har brug for at reflektere over den og tvillingebroren: forgængeligheden.

Birdman er Iñárritus pendant til Fellinis 8 ½ og Woody Allens Stardust Memories. Den bringer mindelser om Bob Fosses Broadway-dødsfantasi All That Jazz, som sammen med John Cassavetes Opening Night for mig er de to bedste teaterfilm nogensinde. Birdman kommer næsten helt derop, højt nok til at få de sjældne seks stjerner, og for mange, der er yngre end mig, tror jeg, den vil toppe.

Den fanger noget så tidløst som den kunstneriske proces omkring det at sætte et stykke op og reflekterer begavet over noget så moderne som den hurtige berømmelse på de sociale medier.

Birdman er optaget over 30 dage på og omkring St. James Theatre i New York. Riggan er den centrale figur, men filmen er optaget i lange stræk uden klip, hvor vi fletter os ind og ud af de andre personers liv. Fotografen Emmanuel Lubezki fører os glidende gennem teatrets lange, smalle gange, ind i garderoberne, ud på balkonen, ind på scenen og fanger det ene komiske og smertefulde øjeblik efter det andet til tonerne af Antonio Sanchez’ jazzede trommer, der dunker som en vild puls gennem fortællingen.

Surrealistiske indslag, hvor superhelten Birdman flyver gennem byens gader, stærkt subjektive skildringer af Riggans deroute blandet med suverænt, realistisk og ekstremt humoristisk spil, gør Birdman til en blæret opvisning. Samtidig undgår filmen tomt blær, fordi den præcist fortæller noget om livets skrøbelighed og vores vanvittige og af og til smukke stræben efter storhed.

Alle filmfreaks, der hader teater, bør takke det ældgamle medium for at levere superhjælp til en i bedste forstand teatralsk og original fiktionsfilm.