The Birth of a Nation

I en nylig episode af komikeren Billy Eichners tv-show Billy on the Street guider han sin gode skuespillerven Robin gennem et forhindringsløb med titlen: ”Kan du skelne kunsten fra kunstneren?”

Blandt andet skal Robin finde en dvd med The Cosby Show inde i en stor, kulørt Cosby-sweater.

Jeg har det lidt som Robin, når jeg skal anmelde instruktør, manusforfatter og hovedrolleindehaver Nate Parkers højst hypede og kontroversielle film The Birth of a Nation.

Hypet blev filmen, da den havde premiere på Sundance-festivalen for et år siden og både vandt priser og blev solgt for et rekordhøjt beløb. Kontroversiel blev filmen, da det afsløredes, at Nate Parker i 1999 var blevet anklaget og frikendt for voldtægt, hvilket har fået mange til at tage afstand fra både Parker og filmen.

Umiddelbart er det jo nemt nok.

Forbrydere og dumme svin kan sagtens være store kunstnere, og eksemplerne er altid utallige: Hamsun, William S. Burroughs og co. Og hvis nu The Birth of a Nation bare havde været et nådesløst fremragende brag af en film – som den blev hypet til at være – så havde jeg suset helt uden om forhindringsbanen, men fordi det er en skramlet, uperfekt film undgår jeg ikke at blive distraheret af udenomsstøjen.

Ikke mindst fordi voldtægt også er et centralt motiv i filmen og i den film, titlen polemisk er stjålet fra: D.W. Griffiths store, racistiske epos The Birth of a Nation fra 1915.

Parkers film er en biopic om den virkelige Nat Turner, der i 1831 ledede et kortvarigt og blodigt slaveoprør i Virginia. Selve oprøret og dets efterspil fylder dog kun tre kvarter af den to timer lange film.

Først skal vi høre om Nates barndom. Plantageejerens kone har et godt øje til ham, fordi han har lært sig at læse, og hun sørger for, at han kun læser i biblen.

Som voksen arbejder Nat på bomuldsmarkerne, men prædiker også for de andre slaver. Den nye, jævnaldrende plantageejer er i pengeproblemer og begynder at leje Nat ud som beroligende prædikant til naboplantagerne. Nats vrede og oprørstrang vækkes, da hans kone Cherry voldtages.

Han samler og opildner en gruppe slaver, og gennem to døgn angriber de systematisk områdets plantager, myrder og hærger, lige indtil det helt store showdown med militæret.

Stærkest er filmens første del, hvor vi på nært hold bevidner den systematiske mishandling og nedværdigelse af slaverne gennem Nats ufrivillige tjans som religions-pusher, også selv om hans og Cherrys kærlighedshistorie bliver lidt meget af en sukkersød distraktion.

Men hvad der for alvor forstyrrer og hjemsøger er den nådesløse brutalitet, hvormed slaveriet levendegøres. Visuelt udnyttes kontrasten mellem de store, lyse palæer og de små, mørke slavehytter groft og effektivt.

Selve oprøret jager Parker underligt stresset igennem med lige lovligt insisterende fokus på Nat som en Kristus-agtig, følsom og handlekraftig helteskikkelse. Til gengæld får vi kun små, halvkvædede glimt af de visioner, som Nat efter eget vidneudsagn hjemsøgtes af.

Det var blevet en meget vildere og ikke nødvendigvis mindre hårdtslående film, hvis Parker for alvor havde taget de drømmesyn på ordet.

I Griffiths The Birth of a Nation perfektioneres skræmmebilledet af den sorte mand, der voldtager den hvide kvinde. I Parkers er det i stedet den sande kontra-historie om den hvide mand, der voldtager den sorte kvinde, der opfindes som selve startskuddet til oprøret.

Det er en sympatisk konstruktion, som desværre kommer til at klinge en smule forlorent på grund af instruktørens skandalesag. Som ikke rager filmen en fjer. Det ved jeg godt. Men forbandet nok kan det ikke lade være at rumstere.