Biografanmeldelse
03. jan. 2020
Bjørnene fra Sicilien
På bedste eventyrvis slår en flok bjørne sig sammen mod menneskene, men da de løber af med sejren, stiger magten dem til hovedet. Foto | Prima Linea Productions

Bjørnene fra Sicilien

Fransk-italiensk animationsfilm er visuelt forfriskende og løfter sig over det gængse børneeventyr med en sammensat tematik om grådighed og klimaflygtninge.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

På sin vis er Bjørnene fra Sicilien en klejn animationsfilm for det yngste publikum. Uden at forny noget som helst fortæller den en banal og opbyggelig historie om magt, grådighed og forældrebånd. 

Men samtidig har den fransk-italienskproducerede familiefilm noget originalt, visuelt gennemarbejdet og universelt fabulerende over sig. Og det løfter den over gængse børneeventyr. 

Bjørnene fra Sicilien kommer da også til de danske biografer med Cannes-festivalens hæderkronede logo på plakaten, fordi filmen i foråret dystede om en pris i konkurrencen for yngre talenter og særligt innovative film kaldet Un Certain Regard. 

Det vidner om en vis kvalitet, som ikke viser sig omgående, men er til stede i filmen om en flok bjørne, der tager kampen op mod menneskene i siciliansk by. 

Bjørnene fra Sicilien er fortalt som en rammefortælling, og selve handlingen tager fart, da bjørnekongen Leander mister sin søn Tonio, som bliver kidnappet af menneskene. 

Allerede her fornemmer man filmens underliggende kommentar til fremmedhad, som vi desværre ikke behøver at kigge særligt langt efter. 

Samtidig hærger en hård vinter bjørnenes habitat i bjergene, så de beslutter at opsøge menneskene nede i byen – dels for at finde den forsvundne Tonio, dels for at finde mad. 

Det udvikler sig til en krig mellem bjørne og mennesker, som bjørnene efterhånden slipper sejrrigt fra. Derfor bliver bjørnekogen Leander også konge over menneskerne i byen. Hurtigt mister de ellers hæderlige bjørne deres uskyld, da grådighed, magtbegær og intriger sniger sig ind i bjørnehoffet. 

Selv om Lorenzo Mattotttis film undervejs måske er lige lovligt korrekt, vinder den med sin relativt komplekse udforskning af temaet. Spørgsmålet om grådighed, loyalitet og familiekærlighed mejsles ikke unødigt i granit, men bølger frem og tilbage. 

Bjørnene fra Sicilien bemestrer en veldoceret balance mellem det enkle og barnligt eventyrlige på den ene side og det velgennemtænkte og voksen-interessante på den anden side. Filmen er ikke bare tomme kalorier pakket ind i farvestrålende animation, men har faktisk noget på hjerte og en oprigtighed i sin kerne. 

Det klæder den, ligesom den visuelle stil på en gang er blød og kantet. 

Animationsstilen er klassisk og holdt i den tegnede stil. Bjørnene og omgivelserne er kreeret med bløde strøg, men har næsten alle et kantet element, der er ganske forfriskende. Bjørnenes ansigter adskiller sig for eksempel med en markant, markeret snude eller karakteristiske knurhår. 

Tegningernes mættede og varme farver spiller godt sammen med historiens eventyrlige og fabel-inspirerede præg. 

I den danske version står blandt andre Mikkel Boe Følsgaard og Lars Brygmann bag de velfungerende og velvalgte stemmer, der giver karaktererne tilstrækkeligt med liv uden at virke irriterende eller forstyrrende. 

En del af kvaliteten i Bjørnene fra Sicilien er dens mange relevante problemstillinger, som nemt kan overføres til det menneskelige. Det er en ironisk pointe, at det er bjørne – ikke menneskerne – som man identificerer sig med. 

Oplagt kan filmen ses som en kommentar til både klima- og flygtningekrisen. Bjørnenes levegrundlag trues af en strid vinter, så de ikke kan finde mad mere. Med kong Leander i spidsen beslutter de sig for at opsøge menneskebyen som en flok klimaflygtninge i bjørneskikkelse. 

Bjørnene fra Sicilien berører ikke bare vigtige emner, mens viser også menneskers behov for gode fortællinger.  

Titel:
Bjørnene fra Sicilien

Originaltitel:
La fameuse invasion des ours en Sicile

Land:
Frankrig, Italien

År:
2018

Instruktør:
Lorenzo Mattotti

Manuskript:
Thomas Bidegain

Medvirkende:
Mikkel Boe Følsgaard, Lars Brygmann (danske stemmer)

Spilletid:
82 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
9. januar

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!