Black Mirror – sæson 3

Tænk på en verden, hvor den engelske premierminister tvinges til at have sex med en gris på direkte tv for at redde kongerigets elskede prinsesse.

Det lyder temmelig langt ude, ikke sandt?

Det er sådan, serieskaber Charlie Brooker begyndte første sæson af den sort-satiriske sci-fi-serie Black Mirror i 2011 – en historie, der i øvrigt fik et pudsigt efterspil, da det senere forlød, at David Cameron rent faktisk havde haft nærkontakt med én under sin studietid.

Dermed lagde Brooker kimen til et dystert og sært realistisk univers, som i antologi-format over to korte sæsoner og et juleafsnit har dissekeret, hvordan teknologien bringer os tættere på hinanden, men mentalt skaber større afstand mellem mennesker.

Netflix har bestilt en tredje sæson med seks afsnit og seks mere til næste år. Og lad det være sagt med det samme: Det er voldsomt vanedannende!

Det skyldes blandt meget andet, at Black Mirror består af en række fortællinger, der som en moderne udgave af 60’er-serien The Twilight Zone bevarer troværdigheden i sin sci-fi-skildring af teknologiens muligheder.

Som i afsnittet Nosedive, hvor der tages et næsedyk ind i en verden, som ud over bedre smartphones er uhyggeligt lig vores egen.

Her er den usikre Lacie (Bryce Dallas Howard) som resten af befolkningen travlt beskæftiget med konstant at vurdere sine medmennesker fra 1 til 5 stjerner – en perversion, der ligesom griseoptrinnet har en pendant i virkeligheden.

I sin iver efter social status kæmper Lacie ekstra hårdt for at give det bedst mulige indtryk i enhver interaktion. Men høflighed og påtaget interesse virker kun i overfladiske kredse, og hun rammes derfor hårdt, når en fremmed bedømmer hende dårligt med ordene: ”Det var ikke en betydningsfuld samtale.”

De fem andre afsnit fortæller helt andre historier, men med samme forståelse for at trykke fingeren på nutidens ømme punkter. Det bliver gjort med en genremæssig legesyge, der er forfriskende, men måske også lidt ærgerlig for de fans, som gerne bare vil have mere af det samme.

Hvor de foregående to sæsoner mestendels følger den samme underspillede dramatone, bliver vi i tredje sæson nemlig præsenteret for både et horror-, krigs- og krimiafsnit. Skiftet til Netflix har også betydet, at der er blevet sprøjtet en stor amerikansk dosis ind i seriens britiske dna, der muligvis vil irritere dem, der netop elsker det engelske temperament i en amerikansk domineret serieverden.

Men netop fusionen mellem amerikansk storladenhed og engelsk tilbageholdenhed bliver et af sæsonens højdepunkter i afsnittet San Junipero.

Titlen henviser til en hedonistisk strandby i 1980’erne, hvor to kvinder kommer hinanden nær i en kærlighedsfortælling over årtier. Det vil være synd at afsløre mere, men lad det bare være sagt, at den giver slutsangen – Belinda Carlisles 1987-hit Heaven Is a Place on Earth – en smuk og rørende efterklang, som de færreste nok vil tilskrive sangen i første omgang.

Skal man komme med en enkelt anke til den veludførte tredje sæson, kommer de mange gode idéer og spidsfindige påfund til tider i vejen for sammenhængen og særligt slutningen i nogle afsnit.

Serien bevæger sig nemlig i kompleks territorium, hvad angår både historiernes forskellige sci-fi-elementer og karakterernes reaktion på dem, hvorfor landingen nogle gange føles lidt pludselig og konstrueret. Som i afsnittet Shut Up and Dance, hvor man nok fanger budskabet, men aldrig rigtigt finder ud af, hvad meningen med galskaben er.

Dog er Black Mirror i sin tredje sæson stadig noget af det mest bevidsthedsudvidende ambitiøse, der findes i disse års imponerende udvalg af tv-serier. Sjældent får man motioneret både hjerte- og hjernemusklerne så godt som i mødet med det sorte spejl, der fortæller barske sandheder om vores afhængighed af teknologi.