Black Snow

Den russiske præsident Vladimir Putin er kendt for at bruge ressourcer som krigsførelse. Tænk bare på, hvordan han har gjort EU afhængig af sin gas. 

Intet af dét kommer bag på folk, der kender ham. Putin er uddannet jurist, og som statsansat embedsmand skrev han en ph.d. med den mundrette titel: Strategisk planlægning af reproduktionen af den mineralske ressourcebasis i en given region henset til omstændighederne i markedsrelationernes dannelse. 

Eller sagt på dansk: Putin er ekspert i energi forstået som en handelsvare – magt slet og ret. 

Så meget desto mere relevant er dokumentaren Black Snow, der vandt F:Act Award på Cph:Dox. Især set i forhold til invasionen i Ukraine og en frygtet udvidelse af krigen til hele Europa. 

Filmen er produceret af danske Kirstine Barfod og instrueret af ukrainsk-amerikanske Alina Simone, der over flere år følger Natalia Zubkova. Natalia var egentlig hjemmegående husmor, gift med en kullastchauffør og mor til tre, men hun bliver pludselig kastet ud i et liv som autodidakt journalist. 

Zubkova har kun en billig mobiltelefon, men en dag begynder hun at filme. Og langsomt får hun færten af en sag. 

I kulminebyen Kiselyovsk, som ligger midt i Sibirien, har man tidligere levet det gode liv. Byens mange miner gav penge og forsørgede mange familier, hvor alle arbejdede med minedrift. 

Byen var smuk og naturen og haverne frodige – så frodige, at folk flyttede til området for at leve rent og naturligt af de grøntsager, de kunne dyrke i selvforsyningshaven. 

Men pludselig opdagede folkene bag minerne, at åbne miner – altså gigantiske huller i jorden – var billigere i drift. Og med en masse daglige dynamit-eksplosioner kunne man hurtigt få det efterspurgte kul frem, som Putins regime primært skal bruge til eksport, så man får penge til den russiske krigsmaskine. 

Minedriften giver imidlertid store problemer med gasudslip i byen, og eksplosionerne forårsager sort kulstøv overalt. Så da det sner, er sneen blandet med kulstøv. Byen bliver fuldkommen sort af den ”sorte sne”. 

Der er noget rørende ved at se den modne, trinde husmor, der lever i symbiose med kulminedriften, blive kastet ud i et politisk og aktivistisk liv. En af de fineste scener er nok den, hvor Natalia griller kebab-spyd over kul, hvad ellers? Andre gange laver hun de lokale retter eller er med i kulturelle begivenheder. 

Hun bor i Sibirien, hun er russer, hun vil bare gerne behandles ordentligt af staten, som tilsyneladende er i lommen på rige forretningsmænd i udlandet, der ejer det hele i dag. 

Men da hun gør opmærksom på, at de 71 husstande, hvor folk dør af gasforgiftninger i deres seng, og hvor drikkevandet er kulsort, bør genhuses, bryder helvede løs. 

Vi er vidne til det, man kunne kalde en Navalnyj-light: den helt almindelige forfølgelse af en borger, der kommer til at råbe for højt og være en sten i skoen på lakajerne i et rigidt, kommunistisk system, som man ikke troede fandtes mere. 

Natalia bliver forfulgt helt fysisk. Hun svines til på nettet. Hun og familien bliver truet på livet. Og embedsmændene gaslighter hele befolkningen i Rusland, da historien slipper ud. 

”De lokale har fordækt gravet affald ned i jorden, og det er der så gået ild i. Men vi har fjernet det nu,” lyder den nærmest idiotiske bortforklaring, imens aktivisterne måler tårnhøje tal ved udsivningerne. 

Filmen er et portræt af den lille russer, der kæmper imod det store system. Der er glimt af, hvor fantastisk en nation Rusland kunne være, hvis der ellers kom frihed til menneskene i landet.

Her er gamle huse med træudskårne vinduer som baggrund, skønne naturbilleder, smukke traditioner og danse og dragter, familieværdier selv under kummerlige forhold og mange flittige, men medgørlige, tavse mænd. 

Visuelt er filmen i det store hel upåfaldende. Den bæres af historien om de mennesker i Rusland, som ikke støtter et umenneskeligt regime. 

Det lykkes internationale journalistiske organisationer at få Natalia til Georgien, før hun blev myrdet. Men hvad med de andre aktivister i Rusland?