Blackbird

”Det er ulovligt,” siger Kate Winslets Jennifer til sin mindreårige søn Jonathan, når bedstefar byder ham på et glas vin.

”Det er det også at slå mormor ihjel,” svarer teenageren kækt og ser over på sin mormor Lily, der er ved at kvæles i latter.

Efter at være blevet erklæret uhelbredeligt syg, med udsigt til en lang, smertefuld død, beslutter den ældre kvinde sig for at tage skæbnen i egen hånd.

Ligesom i filmens danske forlæg, Bille Augusts Stille hjerte, er familien samlet til en sidste fest, hvor de siger farvel og hjælper hende med at begå selvmord.

Tappert undlader Lily (Susan Sarandon) at tale for meget om sin bortgang med familien. Den byrde overlader hun til veninden Liz (Lindsay Duncan).

Det kommer bag på dem begge, da Lilys datter Anna springer ud som lesbisk lige før det planlagte selvmord. Men Liz slår det hen og siger, at det jo er moderne med lesbiske i familien. Derefter erindrer hun, at de to veninder også eksperimenterede med hinanden, dengang de var unge i 1970’erne.

Ungdommen som blomsterbarn er et tilbagevendende tema. Lily chokerer døtrene med anekdoter om sit vilde liv og sender husbonden Paul (Sam Neill) ud for at hente det gode tjald, fordi de unge nu om dage kun ryger billigt stads.

Hendes frisind og alternative indstilling til livet er ellers ikke afspejlet i det minimalistiske hjem, der ligesom en udstilling i IKEA er renset for personlige affekter. Ikke desto mindre er det et omdrejningspunkt for filmen, at huset er hendes livsværk.

Oscar-vinderen Susan Sarandon har leveret mageløse præstationer på tværs af årtier og filmgenrer: The Rocky Horror Picture Show, Thelma og Louise, Dead Man Walking og Feud.

Når hendes dødeligt syge Lily samler styrke til at sætte musik på og smiler fortrøstningsfuldt til den bekymrede husbond, smelter ens hjerte.Men undervejs bliver hun nærmest en amerikansk parodi på Ghita Nørbys fremragende præstation i Stille hjerte.

Det er skuespillet, der driver værket i filmens danske forlæg, hvor kemien mellem Paprika Steen og Danica Curcic er fænomenal.

Instruktør Roger Michell får slet ikke den samme gnist frem i Blackbird. Det er filmens primære problem. De mangelfulde præstationer forvandler ellers tårevædede scener til ufrivilligt komiske spektakler.

Værre er det, at Susan Sarandon tilsyneladende bevidst spiller farce, når hendes figur fyldt med energi leger med sit vinglas og erklærer sig selv som hengiven til druen Chablis, men i næste nu er for svag til at gå op ad trappen ved egen kraft.

Man kunne overveje, om amerikanerne skulle have lavet tragedien om til en komedie.

Blackbird er bedst, når den er sjov, og Roger Michell har tidligere haft stor succes med sin romantiske komedie Notting Hill.

Det er lårklaskende sjovt, når Paul brokker sig over, at hans højtelskede friturestegte kalkun-festival fremover bliver vegansk. Han ånder liv i grøften mellem babyboomerne og generationerne Y-Z.

Og Anson Boon er fremragende som den rebelske teenager Jonathan, der chokerer moren Jennifer med sin verdslige modenhed og sans for mørk humor.

Den unge mand er den eneste i filmen, der har en troværdig samtale med den døende hovedperson. Han fortæller hende om sine drømme og ambitioner, imens hun lytter og deler gode råd, som hun har lært gennem et langt liv.

Paul og Jonathan er pauseklovne i det sentimentale drama, og muligheden for at genskabe fortællingen som en frisk sort komedie forpasses.

Heller ikke filmens anden Oscar-vinder, Kate Winslet, kommer til sin ret. Robotagtigt udvikler et skænderi mellem hende og manden sig til elskov uden så meget som en gnist af lidenskab. Scenen, der skulle have været følelsesladet, minder om en tåkrummende sketch.