BlacKkKlansman

Det er ikke noget tilfælde, at komikeren Jordan Peele, der sidste år overrumplede alle med sin voldsomt fine spillefilmdebut, Get Out, er producer på og initiativtager til tyve år ældre Spike Lees skramlede og listige BlacKkKlansman.

Hvad Peeles debut og Lees film har tilfælles, er en dygtig udfoldelse, original turnering og så en kynisk udnyttelse af genreformatet.

Genren i Get Out var den meget håndfaste, men stadig vitale og masseproducerede gyser. BlacKkKlansman er mere tilbageskuende. Den tackler politidramaet, som det var populært i 1960’erne, 70’erne, 80’erne, hvor mere eller mindre excentriske eller straighte politimænd opklarer forbrydelser, helst i trodsig konfrontation med systemet.

Heltene i disse fiktioner var gerne maddikehvide, som multikunstneren T.S. Høeg kalder farven. En sjælden gang kunne afroamerikanere og deslige avancere til at blive en hvid mands partner, og altid kunne de agere skurke, naturligvis.

Helten i Lees film, Ron Stallworth, er politibetjent, der netop er blevet ansat som den første sorte af slagsen i Colorado Springs i 1972. Han spilles med skæv og følsom tørhed af John David Washington (søn af Denzel, der var Malcolm X i Lees film af samme navn).

Først udnyttes Ron til at infiltrere radikale sorte studerende og udnytter selv den opgave til at blive kæreste med studenterlederen. Og så tager han på egen hånd initiativ til at infiltrere den lokale Ku Klux Klan-afdeling. Han ringer dem simpelthen op og erklærer sig med sin mest hvide stemme interesseret i organisationen. Noget usmart kommer han til at opgive sit eget navn.

Og det er så sagen, Ron og hans hvide partnere, hvoriblandt den vigtigste er jødiske Flip (Adam Driver), skal ondelyneme have ram på racisterne. På trods af veludviklet paranoia hos KKK lykkes det at få ”Ron” ind i varmen, og her nærmer BlacKkKlansman sig flere gange– med al sit omstændelige maskepi – en regulær kupfilm.

Suspense og plot fungerer for fuld, underholdende skrue. Spike Lee demonstrerer samme genresnilde og -bravur som jævnaldrende Steven Soderbergh. Men han fucker genren op fra alle sider. Først og fremmest ved at lade sit vævre, cool og lune politidrama handle så direkte og didaktisk om race og racisme – og om billeder af race og racisme.

Filmen er selv et modbillede, alene ved at være en arketypisk 70’er-film med en sort politimand i hovedrollen.

Rent automatisk, men også ekspliciteret i dialogen og via det fuldt funky soundtrack, har Lee et spil gående med 70’ernes blaxploitation, hvis helte og antihelte var pushere og privatdetektiver og helst aldrig politifolk. Ron kommer helt bogstaveligt i konflikt med sin identitet, når han skiftevis går undercover som radikaliseret sort og per stedfortræder som racistisk hvid.

De lokale KKK’ere viser sig at være en gruppe mere eller mindre begavede, stærkt indædte og indebrændte stykker hvidt affald. Men deres øverste leder, ”the grand wizard”, David Duke (en sleben og slangeagtig Topher Grace), præsenterer sig som en helt anden slags dannet og udspekuleret racist.

Der er en direkte henvisning til nutidens alt-right-racister, som samme ækle Duke, nu ikke længere tilknyttet KKK, er talsmand for i dag. Hvilket med al overtydelighed fremgår af de nyhedsbilleder fra de ét år gamle demonstrationer i Charlottesville, Spike Lee har klippet ind til allersidst.

Filmens stærkeste sekvens er en krydsklipning af KKK-medlemmerne med Duke i spidsen, der kommer ekstatisk op at køre over 1915-stumfilmen En nations fødsel, og så gamle, vise Harry Belafonte, der med grusom detaljerigdom fortæller om en lynchning, han overværede for 50 år siden.

Det er ikke særligt subtilt eller raffineret. Men det er racismen, i Charlottesville og i Det Hvide Hus, heller ikke.