Blank

Mange vil nok huske de forpligtelsesfri sabbatår efter gymnasiet. Den sidste mulighed for at dase bekymringsfrit rundt, nyde tilværelsen og udforske sig selv, inden samfundets stramme greb fører én videre i retning mod voksenlivet med det ansvar og de mange beslutninger, som følger med.

Men så er der også den anden følelse. Følelsen af at være blank, fuldstændigt blank – uden anelse om, hvad man vil med sit liv.

Det er netop denne situation, som NRK’s nye satsning Blank kredser om.

Ella (Cecilie Amlie Conesa) befinder sig i limbo. Hun har færdiggjort gymnasiet og får nu tiden til at gå med jobbet i et havecenter.

Hverdagen er triviel og kedelig, men Ella aner ikke, hvad hun vil med sit liv, og mens den ene dag tager den anden, kommer hun på ingen måde tættere på en beslutning. Skal hun læse videre? Eller skal hun måske rejse med kæresten til Indien?

I modsætning til Ella flyver han gennem uddannelsessystemet, og bacheloropgaven er næsten alt, der tales om i hjemmet.

Det er interessant, at man har valgt at skabe en serie, som kredser om den holdepunktsløse mellemperiode efter gymnasiet, som mange unge gennemlever.

Problemet er bare, at Ellas hverdag er så triviel og kedelig, at publikum til tider keder sig lige så meget som hende. Idéen med at have en så blank hovedperson bliver problematisk, når Ellas ubeslutsomhed fører til, at der nærmest ingenting sker i handlingen.

Blank er arvtageren til Skam, og det er da også tydeligt, at serien flere steder er inspireret af det nordiske giganthit. Sms-korrespondancer dukker op på skærmen, det samme gør ugedagene, og serien har ligeledes forsøgt at overføre det, som Skam mestrede fænomenalt: at skildre hverdagsøjeblikke, som bliver dyrket gennem langsomme og dvælende scener.

I Skam blev disse små hverdagsmirakler skabt takket være personernes charme, de genkendelige situationer og universelle følelser.

Denne magi er desværre fraværende i Blank. Nok dvæler serien, men den udpensler ligegyldige, trivielle hverdagssituationer, som den får urealistisk meget ud af. Ella glemmer fristen for at melde sig ind på en uddannelse og har en lang snak med veninden Susanne om, hvorvidt og hvordan hun skal sende en mail til optagelsesnævnet.

Ja, du hørte rigtigt: en mail. Hun skal ikke ringe op til nogen, ikke gå til samtale eller tage en prøve – blot skrive en mail, som spørger ind til, hvordan man forholder sig, når man har misset fristen.

Det er trættende at have en så ubeslutsom og passiv hovedkarakter.

Skuespilpræstationerne er der dog ikke en finger at sætte på. Særligt Maria Sunniva Aasen Sandvik er i rollen som den excentriske Susanne en fornøjelse at se og et af seriens stærkeste elementer.

Det giver serien noget liv og charme, når Susanne kaster sig hovedhuls ud i livet uden bekymringer om at få skrammer. Som når hun dater alle, hun kan komme i nærheden af, eller på et splitsekund beslutter, at hun vil booke en billet til Indien med sin veninde.

Der er også et spændende element i den mystiske Simen, som starter på Ellas arbejde. Hun bliver fascineret af ham, og måske kan han blive hendes get away-billet fra den trivielle hverdag. Måske kan vi her have forhåbninger om et magisk hverdagsøjeblik?

Halvejs gennem første sæson står Ella stadig ret handlingslammet, og der skal noget mere kød på, hvis publikums interesse skal holdes.

Men fjerde afsnit slutter alligevel med, at Ella tager en skelsættende beslutning, der lægger op til konflikt og en hovedkarakter, som måske begynder at handle. Serien bevæger sig altså i den rigtige retning. Men der skal ske noget markant, hvis Blank skal nå at kompensere for den sløve start.