Blood Father

Blood Father er ikke, hvad man vil kalde en typisk festivalfilm, men ikke desto mindre blev den vist i Cannes i foråret.

Det har nok ikke skadet i den sammenhæng, at instruktøren er franske Jean-Francois Richet, der tidligere har lavet actionbaskere som Sidste nat på station 13 og Public Enemy No. 1. Og så er der selvfølgelig lidt – ganske vist med tiden falmet – stjernestøv på rollelisten i form af den notorisk skøre australier Mel Gibson.

Til gengæld fik filmen en noget lunken modtagelse på den franske sydkyst, hvor anmelderne åbenbart ikke var i humør til en lille actionthriller blandt de kunstfærdige dramaer.

Blood Father er ellers en ganske fornøjelig knaldperle.

Skægget, rynket og tatoveret møder vi Mel Gibsons tørlagte, tidligere kriminelle John Link, der bor i en skurvogn i den californiske ørken og ernærer sig som tatovør, mens AA-møder og sponsoren Kirby (William H. Macy) holder hans humør oppe.

Han bliver dog tvunget tilbage i voldspiralen, da han må redde sin syttenårige datter Lydia (Erin Moriarty). Hun er stukket af fra morens nye familie og er kommet i kriminelt selskab.

Det lyder som Taken i trailerparken, og det er heller ikke helt galt.

Modsat Liam Neesons professionelle dræberfar i den foreløbige trilogi – der sjovt nok også har fransk instruktør og producent – er Link nemlig ikke en sofistikeret mand, der raffineret kan myrde folk med sin tommelfinger. Derimod griber han i bedste amerikanske hillbilly-stil naturligvis til skydevåben, når Lydia kommer til ham med morderiske skurke i hælene.

Filmens tone, der balancerer mellem voldeligt sjov og dødeligt alvor, bliver i øvrigt morsomt etableret i den første scene, hvor datteren køber patroner og tyggegummi, men selvfølgelig ikke kan få cigaretter uden id – de er jo farlige!

Filmen lader og samfundssatiren ligge, når Mel Gibson indtager scenen, og han er bedst, når livstrætte John Link kan få lov til at spy lakonisk galdehumor ud over sine omgivelser. Som når datteren prøver at beskrive sin kriminelle ekskæreste Jonah (Diego Luna) som en slags forretningsmand, hvorefter Link ironisk spørger:

”Siger du, at vi bliver jagtet af ejendomsmæglere?”

Eller når makkerparret i deres flugt når frem til et motel, hvor den unge nattevagt – spillet af Thomas Mann fra Me and Earl and the Dying Girl – misforstår situationen og spørger, hvor den ældre mand har støvet den unge kvinde op.

”På fødegangen,” lyder svaret i den danske oversættelse, som desværre ikke får Gibsons velplacerede ”fucking”med, men som stadig trækker i smilebåndene.

Filmen har visse problemer. Nogle af dem skyldes filmens korte spilletid (88 minutter), andre stikker dybere.

Lydias motivation for at stikke af fra den nygifte mors familie kræver, at man køber filmens påstand om, at vildskab løber i blodet. Diskutabelt, men i filmisk forstand en spændende tanke.

Derfor kunne man ønske, at Blood Father helt havde sluppet den realistiske krog i sidste akt, og ligesom eksempelvis Nicolas Winding Refns ligesindede Drive var gået amok i blodig og metaforisk eventyrrus.

Filmen fungerer nemlig bedst, når den giver helvede i realisme og lader Link træffe meget lidt rationelle beslutninger, alt mens han kommer med seje oneliners med kugleregnen flyvende om ørerne. Desværre må Links forfriskende usentimentale fatalisme hen imod slutningen vige for en ”fortabte sjæle”-symbolik.

Men indtil da er Blood Father en underholdende kærlighedshistorie om en far og datter, der nok ikke bliver noget kunstnerisk comeback for Mel Gibson, men som viser, at der stadig er en plads i filmverdenen for den tossede australier.