Blodtur

Med sans for timing var der fredag den 13. premiere på en norsk Netflix-serie, som disker op med let spiselige bidder af splattergys og syge plot-twist tilsat en sort, skandinavisk humor. 

Serien er en antologi af seks enkeltstående fortællinger, der udfolder sig i den virkelige verden, men ofte bliver syrede og absurde – hvis ikke helt uvirkelige. 

Antologien samler i hvert afsnit sine hovedpersoner i en introsekvens. De sidder i en bus, der buldrer gennem en regnfuld nat. Chaufføren kigger skummelt og med blod i mundvigen i bakspejlet. Det ligner et mareridt og giver lige så meget mening som ét.

Blodtur er titlen, og blod skal vi ha’. I dødelige doser og på brutal vis.

Når serien ikke leger med overnaturlige kræfter, spøgelser og monstrøsiteter, er den en interessant kommentar til menneskers grådighed og dumhed. Nogle afsnit er gys for gysets egen skyld, mens andre løfter sig op på niveau med en anden Netflix-antologi, nemlig Black Mirror.

Blodtur byder på et utal af jump scares, og splatterstilen bliver tit plat, men i nogle afsnit er der tale om en mere tørt leveret absurditet.

Afsnittet Rottefælde hæver sig over de resterende. Det er Black Mirror bare med penge i stedet for teknologi som dystopisk drivkraft.

En magtmand i medicinalindustrien hæver champagneglasset med sine nærmeste kollegaer og ægtefælle. De fejrer deres banebrydende antidepressive medicin. Da den værdifulde prototype pludselig ikke er at finde i patriarkens pengeskab, må forræderen findes rundt om middagsbordet.

Konflikten eskalerer, og gæsterne låses inde i et laboratorium, der også kunne fungere som gaskammer.

Det er kuldegysende godt, men ellers er Blodtur for det meste en lidt fedtet popcorngyser sammenlignet med bølgen af nyere, psykologisk horror som Midsommar og Hereditary. Til gengæld er der spænding i plot-puslespillet, og der bliver rusket i én indtil de sidste sekunder af hvert afsnit.

Kjetil Indregard (Jul i Blodfjell) og Atle Knudsen (Zombielars) har skabt en forskruet og vild verden, der kombinerer det mørke og voldsomme, humoristiske og uhøjtidelige.

I Elefanten i rummet er vi til et firmas kostumefest. En mandlig ansat med grisetryne og griseører gramser i sin brandert på kvinder og må konstatere: ”Det er ikke så let at være gammel gris længere.”

Et kækt lille stik til den gamle, hvide mand efter #MeToo.

Næsten alle fortællinger begynder i en ironisk overdrevet idyl, som for eksempel er foruroligende pakket ind i lyserøde skørter og ternede skjorter, blomstermotiver og landsbyharmoni.

I afsnittet Karaktermord minder starten om de første scener i The Truman Show, hvor hovedpersonen er den ultimative blomme i ægget. Naboer, kollegaer og venner hilser med en ubetinget sødme og hengivenhed, der selvfølgelig viser at gemme på morderiske planer.

I Offervilje flytter en familie ud på landet og bliver mødt af et lokalsamfund, der giver myrekryb ligesom den fine, hvide forstad i Get Out. De sygeligt storsmilende naboer bugner af overskud og tropper op dagen efter, familien er flyttet ind for at istandsætte huset og grille.

Imidlertid er det midt på en almindelig mandag. ”Måske er de på flextid,” tænker familien naivt. Men den grimme sandhed er, at de lokale er rige på lotto, fordi de har ofret noget kært på en mytisk middelaldersten i skoven.

Hver legesyge fortælling varer 30 minutter og er båret af en nydelse ved at udstille vores egoisme. Nogle gange er personerne bare dumme, og de fleste gys ledsages af et grin.

Blodtur efterlader én med en noget tom fornemmelse. Men så længe bussen kører, er det god underholdning.