Bloodshot

En palet-renser har til formål at rense ud, så forskellige aromaer ikke forurener hinanden og dermed ødelægger de individuelle smagsoplevelser.

I filmens verden tilfalder den ære som regel en let komedie eller en dum, men underholdende actionfilm. Storleverandør til begge kategorier er skuespilleren Vin Diesel, der primært er kendt for Fast & Furious-filmene, hvor han giver den fuld gas som biltyven, der efterhånden er blevet en slags super-agent: Dominic ”Dom” Toretto.

I Bloodshot er der nogle biljagter, men bortset fra det – og selvfølgelige den obligatoriske scene, hvor Diesel har en hvid tank-top på – er der få ligheder.

Diesel spiller soldaten Ray Garrison, der efter en mission bliver kidnappet sammen med sin kone af galningen Martin Axe (Toby Kebbell).

Vi ved, at Axe er skør og farlig, da han i et kølerum ifører sig en stor vinterfrakke uden på sin t-shirt, shorts og klip-klapper og derefter danser imod den bundne Ray.

Det sker til tonerne af Talking Heads-sangen Psycho Killer – nej, subtilt er det bestemt ikke.

Galningen dræber dem begge, men så vågner Ray op på et operationsbord. Videnskabsmanden Emil Harting (Guy Pearce) har fået liget fra militæret og genoplivet ham ved hjælp af nano-robotter, som giver superstyrke, adgang til internettet og gør Ray til en uovervindelig supersoldat.

Det er ikke, fordi filmen er særligt original. Den er et sammensurium af actionfilm fra 80’erne og 90’erne, især Jean-Claude Van Damme-filmen Universal Soldier og Paul Verhoevens samfundskritiske perle Robocop.

Manuskriptforfatterne Jeff Wadlow og Eric Heisserer har ikke andet på sinde end at underholde, og det gør de faktisk et langt stykke hen ad vejen.

Der er smæk på actionen, når den ustoppelige golem tonser igennem den ene skudsalve efter den anden. Visuelt er det ret lækkert, når Rays ansigt regenerer efter at være blevet skudt halvt af.

Nano-robotterne hænger som en lang tråd ud fra ansigtet, der langsomt opbygger kraniet og kødet, indtil det er genskabt.

I filmatiseringen af tegneserien af samme navn er der en rodet historie med suspekte videnskabs- og forretningsfolk og nogle tidligere soldater, som Harting har opgraderet.

De bliver desværre aldrig rigtigt interessante. Den mest spændende i skurkegalleriet er Toby Kebbells herligt vanvittige Martin Axe. Han rammer en modbydeligt overdrevet filmskurk på kornet, men får ikke tilstrækkelig plads at boltre sig på.

Det gør Diesel-maskinen til gengæld. Han er ikke lige så følelsesmæssigt endimensionel som i bil-filmene og leverer mere af den charme, han tidligt i karrieren var leveringsdygtig i.

Men som det er tilfældet med Kebbell, er det kun i korte momenter, at han rigtigt får lov til at flekse med sine skuespilmuskler.

Og det er nok den største frustration. Kun i korte øjeblikke giver filmen efter og serverer den komplet overdrevne vold, som tegneserieforlaget indbyder til.

Computereffekterne er dog på et overraskende højt niveau, og Diesel har tilstrækkelig karisma til at fastholde ens interesse i de situationer, hvor destruktion og tju-bang ikke er på menuen.

Bloodshot er en perfekt palet-renser. Tilpas løs og afslappet til, at man kan nyde den, mens den varer.