Bluebird

Bluebird starter med et citat fra bogen The Maine Woods af den amerikanske, skov-glade forfatter Henry David Thoreau. Han har fået lidt af en renæssance, da tidens type, hipsterne, idoliserer ham.

Endvidere har skuespilleren Adam Driver, kendt som Adam i den populære tv-serie Girls, en mindre rolle i filmen.

Instruktøren Lance Edmands, der i det kommende nummer af Ekko er udråbt som nyt talent, er da også gode venner med Lena Dunham, den unge kvinde bag netop den serie.

Filmen lugter dermed rigelig af hip tidsånd, da den samtidig åbner med billeder fra en savmølle/papirfabrik, som var det taget ud af Twin Peaks, der ligesom Thoreau er über-populær for tiden.

Hipstere kan karakteriseres ved en evig søgen efter det unikke og autentiske.

Men hvor den store masse af hipster-unge i skovmandsskjorter går hen og bliver homogen og forudsigelig, passer kendetegnene ret godt til Bluebird – denne film er ægte på sin egen rolige, underspillede facon.

Det er passende, at filmen referer til Thoreaus Maine-skove, siden historien udspiller sig i netop denne amerikanske stat.

Det er dér, instruktøren er vokset op, og staten har foruden ham også haft stor kreativ indflydelse på for eksempel John Irving og Stephen King.

Filmen stiller sig på en måde midt mellem de to forfattere – der er en knugende stemning i det lille bysamfund ikke ulig Kings, og springpunktet for fortællingen – en bluebird (på dansk: en hyttesanger) – kunne sagtens være udruget i Irvings knudrede hjerne.

Den unavngivne skovhuggerby i Maine, hvor historien finder sted, byder samtidig på øde gadebilleder, der minder om fotografen Gregory Crewdsons.

Så er der vist også rigelig med referencer at drage fra, men trods de mange nik til andre kunstnere, er denne flotte debutfilm helt sin egen.

En uskyldig bluebird er katalysator for en række menneskelige ulykker. En kvindelig skolebuschauffør er ved at gennemsøge bussen efter endt kørsel, da hun bliver distraheret af den lille fugl, der kvidrende flyver rundt. Derfor overser hun en lille, uafhentet dreng, der ligger skjult på et af bussens bagerste sæder.

Hun finder ham først dagen efter, hvor han er bevidstløs og døden nær efter en nat i ekstrem frost.

Drengens unge mor, der fik ham som syttenårig, og kun ser ham en gang hver anden uge, var ansvarlig for at hente drengen. Nu bliver hun konfronteret med sin manglende moderomsorg og vender i stedet sit raseri og magtesløshed mod den distræte chauffør.

Buschaufføren bliver fyret og er syg af skyld. Det påvirker ikke bare hendes lille trekløverfamilie med skovhuggermand og teen-datter, men hele lillebysamfundet smuldrer som følge af ubalancen.

Man knytter hænderne i frustration, når den ellers fornuftige teen-datter som følge af morens depression og den generelle kedsomhed har sin seksuelle debut uden beskyttelse. Skal hun nu også til at være alt-for-ung-mor med uansvarlige hændelser til følge?

En uendelig, trøstesløs cirkel af eksistentielle skæbner. Heldigvis er slutningen åben, mens musikkens Chopin-agtige spøgelsestoner rinder ud.