Boardwalk Empire – sæson 5

”Did you catch some gold, ’little fish’?” spørger faren ved køkkenbordet i sit farveløse og beskedne hjem, mens han kigger ned på sin søn og hamrer en knytnæve i hovedet på ham.

Efter fire sæsoner åbnes der endelig for gangsterkongen Enoch ”Nucky” Thompsons barndomsår i et forsøg på at forklare, hvordan han er blevet den, han er.

Han voksede op i et fattigt hjem, hvor han måtte arbejde hårdt og udholde sin fordrukne fars daglige voldsudbrud, mens moren lod stå til.

Det er måske ikke overraskende, men at dømme efter de første tre afsnit har femte sæson af Boardwalk Empire gudskelov meget andet at byde på.

Rammefortællingen om forbudstidens USA nærmer sig sin afslutning. Vi har fulgt Nucky Thompson fra hans spiritusimperiums gennembrud i 1921, da spiritusforbuddet blev indført, og frem til denne sæsons begyndelse i 1931.

Det er den altid velspillende Steve Buscemi, der igen legemliggør Nucky Thompson. Takket være hans fintfølende ansigtsmimik mærker vi, at Thompson er ramt på selvtilliden oven på sit forsmædelige, politiske nederlag i slutningen af forrige sæson.

Men igen er forcen ved Steve Buscemis karakter, at han aldrig forfalder til letkøbt gangsterkynisme.

Hans mord er ikke blottet for empati, og hans ønske om at lykkes som familieoverhoved og førsteelsker er i evig konflikt med hans virke som Atlantic Citys ukronede konge.

Over for ham står et væld af farverige karakterer, der giver serien og hele gangsteruniverset et dragende og næsten magisk præg i de flotte kulisser (serien fortjener om nogen at blive vist på det store lærred i stedet for en tretten tommers computerskærm).

Her må vi dog undvære den bedste af dem alle: den vidunderlige italienske alfahan ”Gyp” Rosetti, der desværre, men uundgåeligt måtte forlade serien i forrige sæson.

Men selvom serien har aflivet utallige stærke roller, er der gudskelov rigeligt at tage af endnu. Og der lægges op til et brag af en gangsterkrig.

Med veloverlagt timing er Nucky Thompsons tre mest spændende modstandere i den grad trukket op over for hinanden.

I New York har vi det umage par: den nøjeregnende Meyer Lanski og hans iltre partner Charles ”Lucky” Luciano, der endelig ser ud til at træde ud af deres tidligere overmænds skygge.

I Chicago når den fremadstormende Al Capone nye højder, hvad angår psykopatisk adfærd. Mens Nucky Thompsons utilregnelige bror og evige fiasko, Eli, igen er ude på dybt vand – nu endegyldigt i fjendens lejr.

Dertil kommer Harlems Doctor Narcisse, der i fjerde sæson blev optegnet som en mystisk, blodtørstig og ubehagelig gentleman, som man kun kan glæde sig til at se mere til.

Af seriens svagere plottråde hører den efterhånden fortærskede forfaldshistorie om lukusluderen Gillian Darmody, der nu er endt op på et sindssygehospital.

Til gengæld bliver det spændende at følge Chulky Whites altid nedadfoldede ansigt i hans noget uvante situation som sort straffefange i 30’ernes Amerika.

Man keder sig aldrig. Serien går ikke i ring, men udvikler konstant sine hovedkarakterer (hvis de da ikke aflives), der på den ene eller anden måde bevæger sig i omegnen af Atlantic Citys prestigiøse strandpromenade.

Med sagaen om Nucky Thompson har HBO og skaberen Terence Winter begået en nyklassiker i kategorien gangsterportrætter, der er fuldt ud på højde med The Sopranos, ja, måske selveste The Godfather.