Bodies Bodies Bodies

Først trækkes en seddel. Den, som får et ”x”, er morderen. Så slukkes lyset, og morderen dræber ved at prikke folk på ryggen.

Hvis man bliver dræbt, spiller man død. Når et lig er fundet, råber man: ”Bodies bodies bodies!” Så tændes lyset, og alle spillere skal derefter i fællesskab udpege morderen.

Det er reglerne i den leg, som hovedpersonerne spiller i Bodies Bodies Bodies. Det er en komediegyser og ikke en gyserkomedie, for filmen er meget mere interesseret i at få publikum til at grine end gispe.

Spillerne er en flok tyveårige ringmandsbørn, som mødes til en fest i anledning af en stor storm. Filmen følger kæresteparret Sophie og Bee, der ankommer som de sidste til festen, der startede dagen inden. Kvinderne har været kærester i seks uger og er stadig nyforelskede.

Bee har aldrig mødt de andre gæster, som består af Sophies barndomsvenner og et enkelt påhæng. Bee er tilskuerens indgangsvinkel, da hun ligesom os ikke kender de forskellige personers forhold til hinanden.

Festlighederne fortsætter, og ligesom i den danske Rich Kids betyder det i disse kredse, at der kommer ”sne” på bordene, og kagerne giver ikke kun et sukkerchok. Festens højdepunkt er morderlegen, og den første omgang forløber forholdsvis uskyldigt.

Men så finder Bee pludselig husets indehaver død. Halsen er skåret over. Er der mon en af gæsterne, der har taget legen lidt for alvorligt? Og hvem har i så fald et motiv?

Bodies Bodies Bodies er først og fremmest en satire, som stiller sigtekornet skarpt på SoMe-generationen. Den handler om de superrige børn, som de fleste nok kender til eller i det mindste har hørt om.

”Vi skulle have optaget det!” udbryder en af personerne, da en anden åbner en champagne med en sabel. Det er meget symbolsk for de unges holdning til livet. Hvis oplevelse ikke bliver optaget og delt, er den nærmest ikke sket.

Problemerne bliver fejet ind under bordet for at leve op til Instagrams polerede verden.

Men da kroppene begynder at falde til jorden, krakelerer filteret, og løgnene bobler op til overfladen. Bodies Bodies Bodies er bedst i sin kritik af vores trang til eskapisme i forhold til selv vores bedste venner.

Filmen er fuld af sjove skuespillere.

Særligt i birollerne, hvor Pete Davidson skiller sig ud som værten David. Han er ubehøvlet, fordi han kan, og barnligt jaloux, fordi hans ekskæreste har taget en ny kæreste med til festen.

Det tilfører historien et interessant metalag, at Davidson indtil for nylig var kæreste med kendissen Kim Kardashian. En kvinde, der på mange måder er indbegrebet af alt det, som filmen gerne vil have os til at grine af.

Bulgarske Maria Bakalova spiller Bee i sin første engelsksprogede rolle efter Oscar-nomineringen for Borat Subsequent Moviefilm.

Selv om Bodies Bodies Bodies pirmært en komedie, er Bee meget sympatisk og det realistiske holdepunkt, som giver nogle af de andre karakterer mulighed for at skeje ud i mere stereotype roller. Bakalova har rigtigt god kemi med Amandla Stenberg, der spiller Sophie, og som aftenen skrider frem, bliver deres forhold for alvor testet.

Filmen er heldigvis god til at holde fast i den dramatiske og personlige nerve i stedet for at overgive sig til et action-spektakel.

Faktisk er Bodies Bodies Bodies ikke særligt interesseret i selve mordmysteriet. Det er mest af alt en undskyldning for at presse personerne ud i en konflikt med hinanden.

I anden akt begynder historien dog at gå lidt i ring, og filmen taber momentum.

Til gengæld er løsningen på mysteriet frisk og overraskende. Som en Agatha Christie-historie skrevet på Twitter med en cokefyldt tusindkroneseddel i den ene hånd og indlagte pauser til at optage en TikTok-video.