Body Parts

Body Parts undersøger nøgenhed og filmsex fra et produktions- og kulturhistorisk perspektiv.

Dokumentaren viser, hvordan man tidligere skrev nøgenscener natten over, som skuespillerne ikke har kunnet godkende på forhånd. Men i dag er det blevet normal praksis, at sexscener er lige så planlagte og koreograferede som dansenumre eller livsfarlige stunts.

Hollywoods forhold til den nøgne kvindekrop udforskes gennem filmklip fra de sidste 100 år.

Desuden interviewes branchefolk om emner som censur, diversitet, indflydelse fra porno og frigjorte, europæiske instruktører samt betydningen af bevægelser som Time’s Up og #MeToo.

De medvirkende er primært yngre, kvindelige skuespillere, instruktører og forfattere på hovedsageligt nyere serier. Men der er også blevet plads til filmhistorikere, castingfolk og kendisser som Rose McGowan, Sheryl Lee og Jane Fonda.

Der er tilpas mange kendte ansigter til, at man tror på fortællingen som repræsentativ for branchen. Men i længden bliver det lige lovligt ensformigt med over 50 kilder, der er enige om en bestemt udlægning af filmhistorien.

Stærkest står de konkrete fortællinger og oplevelser.

Rosanna Arquette fortæller, at en instruktør pressede hende til en topløs scene, da hun var nitten år, selv om hendes kontrakt sagde, at hun skulle være i bikini.

Skuespiller Emily Meade og serieskaber David Simon beretter, hvordan HBO-serien The Deuce og i sidste ende hele tv-stationen begyndte at koreografere sexscener, fordi folkene bag var bange for de #MeToo-historier, der var begyndt at samle sig om seriens hovedrolleindehaver James Franco.

Visuelt er Body Parts en kende konservativ.

De medvirkende er filmet som talende hoveder i halvnær med behagelig lyssætning og uden det store rabalder. Arkivklippene er mange og sammensat i forholdsvis hurtigt klippede montager, der underbygger de talendes pointer.

Det fungerer, som det har gjort i mange andre film.

Hertil kommer backstage-reportager, hvor man får lov til at møde intimkoordinatorer, special effects-folk, en kønshårsparykmager og andre af de mennesker i filmbranchen, hvis job det er at sørge for, at sex og nøgenhed er så skånsomt for skuespillere som muligt.

Man møder også body doubles som den kvinde, der spiller Janet Leighs hænder og navle i den ikoniske brusebadsscene fra Psycho (1960).

Den filmhistoriske fortælling kommer til tider til at føles noget lineær og forsimplet. Særligt nyere tv-serier hyldes, fordi der er blevet plads til langt flere kvindelige forfattere. Men dokumentaren får ikke nævnt de filmfolk, der trods censur og amerikansk puritanisme banede vejen for udviklingen.

De fleste af det 20. århundredes film fremstilles overordnet som kvindefjendske – en påstand, der ikke behøver at være decideret usand, men som kunne have tålt lidt flere nuancer.

Body Parts savner i det hele taget næranalyse og konkrete eksempler fra de film, som den citerer. Ofte ender de interviewede med at tale i generelle termer, mens der på skærmen vises klip fra film, som kunne være eksempler på det, der bliver talt om.

Det enorme arkiv- og rettighedsarbejde, der må være gået forud for en dokumentar med så mange eksempler fra filmhistorien, er uden tvivl et kapitel for sig.

Og det er al ære værd, at den underholdende dokumentar sætter fokus på oversete, men vigtige jobfunktioner i filmbranchen og bringer ufortalte historier om filmenes tilblivelse frem.