Bonding – sæson 2

Det er virkelig sjældent, at en serie starter anden sæson med at fortælle publikum, hvor frygteligt første sæson blev modtaget.

Men det er, hvad der sker i Netflix-serien Bonding.

Det viser sig nemlig, at den professionelle dominatrix Tiff (Zoe Levin) og hendes morsomme amatørlærling Pete (Brendan Scannell) hverken var specielt professionelle eller morsomme i første sæson, hvor de forsøgte at navigere mellem lyst og tvang.

Det blev skildret med et komisk blik på onani og atypiske præferencer, serveret i en tynd hinde af frisindethed sammen med en prædiken om ikke at fordømme.

Serien blev kritiseret af BDSM-miljøet for ikke at være realistisk og for at ignorere det vigtigste af alt, nemlig samtykke. Og det har skaberen af Bonding, Rightor Doyle, taget til sig.

”I er blevet bandlyst fra alle dungeons i New York, hængt ud på sociale medier for manglende samtykke og dømmekraft – og for at misrepræsentere, hvad en dominatrix laver,” får det umage makkerpar at vide i første afsnit af den nye sæson.

Kommentaren er uden tvivl rettet lige så meget mod publikum som Tiff og Pete. Det er en forsikring om, at serien ikke kommer til at synke til samme niveau som før.

Ordene kommer fra en dronning i faget, Mira (Nana Mensah), som til gengæld tilbyder makkerparret undervisning i professionel dominering.

Det siger de ja til.

Tiff vil dominere professionelt, fordi hun mener, det er en vigtig hjælp for hendes kunder, og fordi hun har stor respekt for håndværket. I løbet af undervisningen får hun endelig banket på plads, at med magt følger et stort ansvar.

Blandt andet gennem en kunde, som tænder på at få brugt sine penge uansvarligt af andre.

Tiff lærer, at mandens penge kun skal bruges i hans fantasi. Den økonomiske magt, hun har over ham, kræver, at hun påtager sig et ansvar. Hun bruger hans penge for hans skyld, ikke for hendes. Det er den service, han betaler for.

Pete derimod er mere interesseret i de historier, der kommer ud af det utraditionelle job. Han er i starten af en lovende standup-karriere, og hans materiale stammer fra BDSM-universet og de mennesker, han møder i den forbindelse.

Pete er på mange måder bygget over serieskaberen Rightor Doyle. Han har nemlig en fortid som bodyguard og assistent for en dominatrix, og det er den fortid, der blev til første sæson af Bonding.

Pete er uerfaren og udenforstående. Han befinder sig i en verden, som han ikke forstår, og som han kun kan fortælle om gennem humor.

Det er den store konflikt i anden sæson.

Må den udefrakommende sælge sine oplevelser til masserne, og hvilket ansvar lægger det på personen?

Det er beundringsværdigt, at serien anerkender sine mangler og har forsøgt at imødekomme ønskerne hos dem, som følte sig misrepræsenteret.

Der står samtykke på undervisningsplanen, og det er ikke de fedeste typer, som i sidste ende vil have Pete til at blive ved med at sælge ud af BDSM-hemmelighederne.

Sæson to gør sit bedste for at vise mekanikken bag dominans og i specifikke scener demonstrere, hvorfor samtykke, respekt og et åbent sind er vigtigt i BDSM. Det fungerer bedre end i første sæson, hvor det bare var en svævende floskel om ikke at fordømme andre mennesker.

Men det er svært at se, hvordan sæson tre vil se ud.

Serien bruger meget tid på at undskylde og vise, hvad den skulle have gjort i første omgang. Det går ud over den letfordøjelige komedie, som serien også forsøger at være.