Borg

I Janus Metz’ radikale tolkning er den 24-årige Björn Borg ikke blot verdens bedste tennisspiller, men en blanding af maniker og martyr.

En enspænder på randen af sammenbrud, ja, faktisk en selvmordskandidat. En tvangsneurotisk kontrolfreak henvist til at leve isoleret på skiftende hotelværelser, kun i selskab med sin forståeligt bekymrede forlovede og sin hårdtprøvede, men tålmodige faderfigur af en træner.

Metz’ Borg er samtidig en patetisk anskuet martyrskikkelse underlagt en ekstrem sejrsvilje, der truer med at forgifte forholdet til hans få nærmeste – et offer for en berømmelse, som bare er en distraherende hæmsko for hans fokus på det eneste rigtigt vigtige: sejren på tennisbanen.

Sverrir Gudnason illuderer fremragende som den langlokkede svensker og dyrkes heftigt af filmen for det mest svensk forpinte blåøjede blik, siden Max von Sydow gennemlevede sine mange martyrier i Bergmans mesterværker. Tag ikke fejl – Janus Metz er en sammenbidt alvorsmand, og hvor Mikkel Serups boksefilm Den bedste mand var rund og gemytlig, er den mere ambitiøse Borg for det meste savtakket og depressiv.

Dramatisk snøres filmen sammen af den mytiske Wimbledon-finale i 1980 mellem Borg og den amerikanske hidsigprop John McEnroe. Han spilles af en også nærmest depressiv Shia LaBeouf og bliver aldrig nær så interessant som sin mere tvetydige modstander: det svenske isbjerg, der rummer en indre vulkan.

Vi følger tæt optakten til dette opgør, der kan blive Borgs femte Wimbledon-mesterskab i træk. Det konstante vinderpres føles psykisk nedbrydende. Kan Borg besejre sine indre dæmoner?

De to stridshaners omskiftelige finalekamp giver den ellers lidt fragmentariske film et tiltrængt fortællemæssigt løft og en emotionel tilspidsning, der videreføres i nogle fint lavmælte epilogscener.

Modsat hvad man skulle tro, kan Borg og McEnroe slutte en slags blufærdig venskabspagt uden for banen. De er del af gladiatorernes indforståede fællesskab, baseret på den intime viden om, hvad altopslugende elitesport indebærer.

Borg er Janus Metz’ spillefilmdebut efter roste dokumentarfilm, deriblandt Armadillo. Han viderefører på flere måder den dokumentariske tilgang i sin broderende fortælleform, der lader det nysgerrige, detaljesøgende kamera optræde som fluen på væggen i scener, som sympatisk nok satser på tilskuerens evne til medleven og tolkning.

Samtidig er Niels Thastums højglanspolerede fotografering æstetisk velplejet, så man undgår en fornemmelse af primitiv reportage.

Også i de ganske mange tilbageblik holdes stilsikkerheden, som når drengen Björn i grimme 60’erfarver slår bolden mod garageporten hjemme i Södertälje, går amok ved en ungdomsturnering og flygter rasende og desperat ud i skovensomheden. Faktisk fik den perfekte gentlemanspiller som dreng to måneders karantæne for dårlig opførsel!

Borgs berømte cool under kampene er altså tillært – rendyrket fortrængning og en fuldt bevidst strategi udtænkt af hans trofaste træner gennem alle årene, Lennart Bergelin. Stellan Skarsgård er forventeligt fremragende som denne tennisprofessor, der om nogen ved, at nøglen til Borgs sejrsrække ligger i psykisk selvbeherskelse.

Scenerne mellem ham og Borg er filmens fineste, mens det skuffer en smule, at Metz forlader sig på konventionel hurtigklipning i de afsluttende kampafsnit, der mest fortælles af et kor af ophidsede sportskommentatorer. Igen en lidt fortærsket, om end effektiv metode. De visuelle vinkler på spillet er ofte slående, men større fokus på de rent sportslige finesser havde klædt en film, der ellers ikke går den slagne vej.

Borg fængsler som et ambitiøst forsøg på at bore sig ind i en exceptionel elitesportsmands psyke og skildre hans vinderinstinkt som en blanding af velsignelse og forbandelse.