Borgen 4 – hele sæsonen

Der er et utroligt smukt ekko i manuskriptet til tv-serien Borgen, som i hele denne sæson er henlagt til Grønland. 

Den moderne, yngre danskers ”Bibel”, når det kommer til kongerigets arktiske besiddelser – eller kolonier, om man vil – er nok Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne. 

I Høegs evige referenceramme åbnes plottet med et mysterium. En grønlandsk dreng ved navn Esajas bliver fundet død, efter han er faldet ned fra højt et tag ude på Christianshavn. Eller er han blevet skubbet? Plottet ruller. 

I Bibelen, den rigtige, er Esajas en profet, der forudsiger Kristi komme, og i Adam Prices Borgen er Esajas-møder-Kristusbarn-figuren vekslet til det grønlandske, voksne syndoffer, manden Malik, der måske begår selvmord ved at kaste sig ud over en klippe i Grønland. 

”Malik” betyder bølge, og det er jo kendetegnene for både politiske bevægelser og for hele den postkoloniale woke-wave af en oversvømmelse, som gennemdebatteres i Borgens fjerde sæson. 

Det er altså flot lavet.

Hvor grønlænderne er på en slags tålt ophold i Danmark og dansk kultur i Høegs roman, er danske politikere og embedsmænd også på et tålt ophold i et mere selvstændigt og stærkt Grønland hos Price her præcis 30 år senere. 

Den slags dybe, litterære lag er Borgen fuld af. Men den er også fuld af mere jordnære ting, som man forbløffes af. 

Der er meget flotte skuespilpræstationer i fjerde sæson, når man ser den i sin fulde udfoldelse. 

Peter Mygind, som altid har virket drenget, er blevet en næsten toksisk maskulin mand. Den rutinerede Jens Albinus er pludselig bævende. Birgitte Hjort Sørensen, der dygtigt har spillet temmelig intetsigende og glat i nærmest samtlige afsnit indtil nu, bryder pludselig sammen – og bryder ud – i et mesterligt stresskollaps. 

Magnus Millang er fremragende som jovial chef hele serien igennem. Både den charmerende ambassadør, som Mikkel Boe Følsgaard udfolder, den karismatiske, grønlandske udenrigsminister, som Svend Hardenberg står for, og den inderlige og kølige embedskvinde, som Nivi Pedersen etablerer, er knaldhårdt spillet. 

Og når man sætter en decideret viking – med skæg og dybe øjne – til at affyre varselsskud i den danske Sirius-patrulje, beviser man, at casting kan være helt afgørende for en scenes dramatiske effekt. 

I løbet af serien kan man ikke undgå at bemærke den øgede kontrast i mange af billederne, og den måde, som farverne er skruet op for, så de virker endnu mere lysende og klare. 

Billedcollagen i åbningssekvensen, hvor Birgitte Nyborgs baghoved bliver til kold is i et grønlandsk hav, kan umiddelbart virke kluntet. Men som seer smelter man, når man ser den eksotiske natur drive ned ad karakteren, der i løbet af otte afsnit flyder mere og mere til havs på sin egen magtsyges isflage. 

En serie som Borgen skal også læses som production design, som kostumer og som musik. Og i alle afdelingerne rammes det, englænderne kalder ”skandi-chic”, men nu med lækrere detaljer, mørkere træ, mere uniformslignende kvindedragter. Og er det ikke en snert af trommedans, der er lagt ind under det stadigt fuldkommen geniale strygertema – om ikke andet så til allersidst, da serien slutter? 

Plottets sandsynlighed i de storpolitiske linjer kan statskundskabsfolk nok bedst vurdere. Men alle og enhver kan erkende dets effekt, når man selv sidder yderst på sofaen, imens konceptuerende instruktør Per Fly skyller én hen over de højdramatiske og brusende toppe i spændingskurvens høje bølgegang. 

Da sæsonen nærmer sig sin afslutning, stiger spændingen ulideligt. Men den forløses måske lidt halvhjertet, da Sidse Babett Knudsens hovedperson i et antiklimaks trækker sig som leder af Demokraterne. 

Dog kun, fordi Price skal udfolde et væld af åbninger til seriens næste sæson, hvor vi – måske – skal op på internationalt plan, sådan for alvor, med Birgitte Nyborg som magtfuld EU-kommissær. 

Det bliver interessant at følge. 

For som hendes gamle mentor Bent Sejrø (Lars Knutzon) siger til hendes i sin – og måske seriens – bærende, Brecht-agtige seerhenvendelse: ”Hvad er mine muligheder?”