Bridgend

Rig på stemning, fattig på indre logik.

Sådan kan man kort sammenfatte dokumentaristen Jeppe Røndes stilfulde debutspillefilm Bridgend. Den tager udgangspunkt i virkelige hændelser, som det hedder, nemlig en selvmordsbølge, der siden 2007 har hærget det walisiske lokalsamfund, som lægger navn til filmen.

Her har påfaldende mange teenagere begået selvmord, og i løbet af et par år var 24 af de 25 selvmord i perioden foretaget ved hængning på steder, hvor de unge blev fundet af deres forældre – og næsten alle uden afskedsbreve.

Det er således en uhyggelig og gennemtragisk virkelighed, som fiktionen i Jeppe Røndes film bygger på.

Bridgend indledes med, at en politimand kommer til byen for at forsøge at grave dybere i de tragiske omstændigheder. Med sig har han sin teenagedatter. Moren er død, hvilket kun berøres i en enkelt scene.

Allerede her knækker logikken. Hvem i alverden ville dog slæbe sin i forvejen udpræget følsomme teenagedatter med til en by, der i filmen er fremstillet som dybt deprimerende, i en permanent tilstand af tåge og støvregn og omgivet af dunkle skove, hvor teenagere hænger sig på stribe?

Sara, som datteren hedder, bliver omgående venner med nogle jævnaldrende og indoptaget i en teenageklike. Kliken udgør en decideret dødskult, hvor de afdøde venner hyldes og omtales som helte og martyrer for forældre og andre autoriteters ulidelige måde at være på.

Politiarbejde ser Saras far ikke ud til at kunne finde ud af, og en opklaring af selvmordene er ikke i sigte. Sara trækkes dybere ind i den dødsdyrkende gruppe, og som selvmordene fortsætter, sidder man som tilskuer og frygter det øjeblik, hvor turen også kommer til hende.

Hun forelsker sig dog i en dreng, som viser små tegn på at stritte imod gruppedynamikkens kollektive dødsdrift, og midt i den massivt deprimerende atmosfære åbner sig en kærlighedshistorie, som dog ikke får lette kår, da de unge elskende både er oppe imod klikens fællesskab, Saras fars vilje og drengens far, den lokale præst (som er endnu en komplet inkompetent forælder og uduelig voksen).

Filmen undersøger nænsomt og suggererende de stemninger og følelser, som kan være årsag til selvmordene. Rønde insisterer på ikke at give noget direkte bud på, hvorfor selvmordene finder sted, men mangel på kærlighed og monumental fremmedgjorthed kunne være bud på de mange dødsfald.

At gruppen så ligner en kult og – måske! – har indgået en pagt om at begå selvmord én for én, er et spor i filmen, som giver den et gådefuldt og fordrejet thriller-præg, der aldrig er til at blive klog på.

Man kan altså både følge filmens thrillerspor, dens kærlighedshistorie og stemningsmættede æstetiske udtryk, der i sig selv er en kunstfilm værdig. Den frodige natur i Bridgend består af bakkedrag, skove og søer med dunkle vandspejl, der tillægges skæbnesvangre kvaliteter, som bringer mindelser om naturskildringen i Lars von Triers Antichrist.

Der er i øvrigt også andre von Trier-referencer: Filmens første skud med et jernbanespor ligner Europas berømte åbningsscene, dødskulten vækker mindelser om den mystiske gruppe mænd, der med deres meningsløse udspringsritual er et torn i øjet på magthaverne i Forbrydelsens element, ligesom Bridgends åbne og mærkelige slutscene er ikke helt ulig slutningen i Antichrist.

Filmens massive lyddesign med skurrende, skærende, støjende og huggende metalliske lydeffekter i kombination med tungt strøgne basser og celloer og messende korale klange skaber en kontrastfyldt, mareridtsagtigt stemning, der næsten genererer fysisk ubehag hos publikum.

Der arbejdes med så voldsomme lydklodser, at de indimellem truer med at kvase billedernes og klipningens forfinede, lettere slørede og følsomme udtryk.

Og så er vi tilbage ved indledningen: Bridgend er en ualmindeligt atmosfærefyldt film, som i dén grad sætter os i en deprimeret stemning. Men plotmæssigt er den næsten drillende åben, og dens mange ladede naturbilleder på bekostning af baggrundshistorie og fordybelse i karaktererne lader undertiden både karaktererne og publikum i stikken.

Det faktum, at alt mystificeres og lades ubesvaret, er næppe noget, der tiltaler andre end de mest trofaste arthouse-fans. Men flot og insisterende stemningsfuld er filmen uomtvisteligt.