Bridgerton – sæson 3, del 2

Dronning Charlotte har fået nok!

Sladderen i London er simpelthen blevet for meget for hende. Ikke fordi hun er blevet genstand for hvisken i krogene, men den berygtede sladderskribent Lady Whistledowns magt vokser sig for stor.

Derfor udlover monarken en dusør til den, der omsider kan afsløre skribentens sande identitet.

Mod forventning røbede serien hemmeligheden allerede i første sæson. Siden har seerne kunnet følge, hvordan den ensomme Penelope Featherington (Nicola Coughlan), der bor over for den velansete Bridgerton-slægt, har skrevet klummer om klanens skiftende romancer.

Ikke engang hendes bedste veninde, Eloise Bridgerton (Claudia Jessie), slipper for en bemærkning i spalten.

Vanen tro er der også hjerter i brand. Penelope finder nemlig omsider modet til at gøre noget ved sin årelange længsel efter ingen ringere end Eloises bror, Colin (Luke Newton).

Bridgerton er blevet kritiseret for forudsigelighed, og det kan der være noget om.

Serieskaber Chris Van Dusens kostumedrama og bogforlægget af samme savn er inspireret af Jane Austens litteratur. Forfatteren er blevet særligt hyldet for at skjule samfundskritik mellem linjerne i sine kærlighedsromaner. 

Mere end 200 år efter forfatterens død er hendes narrative struktur ikke længere dugfrisk. Men den er stadigvæk aktuel.

Med sit farveblinde cast har den inkluderende serie hidtil gjort op med en genre domineret af hvide hovedpersoner uden at rulle ærmerne op.

Ved at vende fokus mod Penelope er tiden kommet til at konfrontere fedmefobi.

”Det er svært for kvinder med min kropstype,” sagde karismatiske Nicola Coughlan til en pressekonference i Dublin i anledning af seriens fortsættelse. Med glimt i øjet uddybede skuespilleren, der modsat sine medspillere har lidt sul på kroppen: ”Altså kvinder med perfekte bryster.”

Coughlan, der for alvor slog igennem som den sjove kujon Clare i komedieserien Derry Girls, er i fremragende i sæsonens ellers følsomme hovedrolle.

I årevis har moren uden modstand iklædt Penelope spraglede, men uflatterende farver som citrongul og efterladt hende alene i hjørnet ved festlige lejligheder. Her beskuer Penelope de andre og glæder sig til, at det hele er overstået.

Hendes omsværmede jævnaldrende ænser ikke smerten, men vi kan se hendes funklende, tårevædede øjne. Lighederne mellem Penelopes skriverier og nutidens vrede i de sociale mediers kommentarfelter – affødt af ensomhed – er således ikke til at tage fejl af.

Når hun tidligt i sæsonen ankommer til et bal iført en elegant, tætsiddende sort kjole, bydes hun for første gang op til dans. Det giver hende håb om forandring – hvis ikke hende hemmelige andet jeg afsløres først.

Der findes en dybere mening i hver detalje, hvor poleret helheden end ser ud. Fra Dronningens parykker inspireret af hendes afrikanske rødder til den intrigante Cressida Cowpers djævelsk røde kjole, når hun sætter lus i skindpelsen.

Også selskabslegene er sigende for seriens kabaler. En gætteleg klippes sammen med Penelope i åndenød og skal symbolisere jagten på Lady Whistledown, mens pardans afspejler ungdommens stræben efter at blive gift. Enten af kærlighed eller økonomiske vanskeligheder.

Tilhængere af serien og dens betagende leg med historiske referencer vil fryde sig over hjertevarme scener, som når et nygift par danser til en strygerudgave af Talor Swifts You Belong With Me.

Forudsigelig, men fornøjelig er Colins forvandling fra særling til førsteelsker efter en dannelsesrejse gennem Europa. Det samme er sæsonens små sidehistorier om amors pile, der rammer lillesøsteren Francesca og den store Bridgerton-slægts matriark Lady Violet.