The Brink

Mellemøstkonflikten, diplomatiske kriser og amerikansk udenrigspolitik lyder formentlig ikke som de mest oplagte emner at spinde en komedie over.

Med The Brink har HBO dog taget udfordringen op og lavet en serie, der forsøger at kombinere geopolitik og galgenhumor. Desværre kommer serien gumpetungt og ufokuseret fra start.

Da en skingrende skør oprørsleder kupper sig til magten i Pakistan, udløser det en udenrigspolitisk krise, der peger frem mod Tredje Verdenskrig.

I den amerikanske præsidents administration forsøger man at kontrollere begivenhedernes gang. Udenrigsminister Walter Larson (Tim Robbins) er konstant beruset, men formår at vinde præsidentens tillid med sit uortodokse løsningsforslag, der involverer den ustabile og skabede diplomat Alex Talbot (Jack Black).

Umiddelbart efter militærkuppet i Pakistan strandede Talbot midt i revolutionen. Egentlig arbejdede han bare med miljøprojekter på den amerikanske ambassade, men da han blev fanget af oprørene, forveksledes han med en CIA-agent.

Ad forskellige omveje lykkedes det Talbot at tale sig ud af problemerne og blive en vigtig brik i det store udenrigspolitiske puslespil.

Mens udenrigsminister Larson gennem Talbot forsøger at rede trådene ud, møder vi jægerpiloten Zeke Tilson (Pablo Schreiber), der ved en fejl skyder et indisk dronefly ned over Pakistan og forværrer konflikten yderligere.

The Brink er med andre ord en geopolitisk omgang kluddermor med masser af sammenfiltrede handlingstråde – et ambitiøst bagtæppe for en letbenet komedieserie på godt 30 minutter per afsnit.

Desværre knækker serien halsen. The Brink er ikke sjov nok som komedie, men samtidig for pjattet til at blive taget seriøst.

Man forstår imidlertid godt HBO’s forsøg. Den politiske arena er i høj kurs i serieland – tænk blot på House of Cards eller Veep. Sidstnævnte viser endda, at politik kan være underholdende.

The Brink er en slags gakket kombination af Zero Dark Thirty og Spin City med en plakat, der også sender en hilsen til Kubricks Dr. Strangelove. Resultat er dog skizofrent, og serien ender med at sætte sig mellem to stole – et tomrum, hvor komedie og politisk drama ikke går op i en højere dramedy-enhed.

Tim Robbins og Jack Black er seriens bærende kræfter, og de gør det begge godt. Med sit kridhvide hår ligner Robbins prototypen på en amerikansk politiker og forsøger hæderligt at balancere sin rolle mellem orden og kaos.

Galskaben tager imidlertid ofte overhånd og udvander handlingen. Som om den diplomatiske verdenskrise ikke er nok i sig selv, får Larson eksempelvis også nyresten midt i et møde med den indiske udenrigsminister og må føre politik fra operationsbordet.

Jack Black er seriens sjoveste islæt, og med sin pirrende mimik er han den primære kilde til latter. Selvom Black er sjov, formår han ene mand ikke at løfte seriens humoristiske niveau op over det middelmådige.

Bedømt på de fem første afsnit er The Brink for rodet og snørklet. Seriens potentiale er bestemt til stede, men de mange handlingstråde hænger ikke for alvor sammen. Scenerne springer forvirrende rundt mellem Pakistan, USA, Indien, Israel og et hangarskib i internationalt farvand og viser, hvordan serien gaber over alt for meget.

The Brink bliver mere fængende fra afsnit til afsnit, men vi mangler stadig at få beviset på, at udenrigspolitiske puslespil og diplomatiske kriser kan være sjove.