Tv-anmeldelse
20. feb. 2016
Broad City – sæson 3
Skøre Ilana har en kasket på, der konstant skifter tekst og en tonstung cykelkæde om livet, mens uheldige Abbi (th.) ikke har fået fjernet alarmen på sin nyindkøbte bluse. Foto | Comedy Central

Broad City – sæson 3

Første afsnit i den nye sæson om de to dagdrivende kvinder Abbi og Ilana holder seriens høje niveau af grænseoverskridende vanvidskomik.

Af Nicki Bruun

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Broad City, kan det ærligt talt kun gå for langsomt.

Serien, der er skabt af de to hovedrolleindehavere Abbi Jacobson og Ilana Glazer, startede som en egenproduceret webserie, men har siden kørt i to sæsoner på Comedy Central. At kanalen nu er kommet til Danmark betyder, at vi kan se tredje sæson umiddelbart efter den amerikanske premiere.

Og tak tv-guderne for det!

Broad City er nemlig noget af det sjoveste lige nu i et tv-landskab, der ellers bestemt ikke skorter på morsomme serier.

Serien følger de to unge kvinder, der også i serien hedder Abbi og Ilana, og deres festlige liv i New York. De ryger sig gerne skæve og tager på eventyr i den spændende by, der byder på alt fra thrilleragtige køb af illegale håndtasker til akavede restaurantbesøg.

Tredje sæson starter med en splitscreen-montage, der beviser, at komik kan være latrinært og intelligent på samme tid, og som indeholder grin nok til en hel sæson.

Den viser nemlig toiletterne i Abbi og Ilanas lejligheder over det år, der er gået siden sidste sæson. De må lægge kumme til lidt af hvert af både mere eller mindre almindelige kropsvæsker, men også forskellige former for sex og en allerhelvedes masse hashrygning.

Dertil byder sekvensen på en lang række referencer til tidligere afsnit, som fans vil finde guld i, hvis man altså når at fange dem.

Mens de første to minutter er afsnittets højdepunkt, er de efterfølgende tyve bestemt også underholdende.

Her oplever de vanviddet under et ophørsudsalg, da uheldige Abbi først får ødelagt sin trøje og siden køber en ny med alarmen stadig på. Imens har Ilana sin tonstunge cykelkæde om livet, der får hende til at sidde fast i både en bil og en kunstinstallation med et par kæmpe nosser. Og så er afsnittets omdrejningspunkt deres jagt på et fungerende offentligt toilet i en af verdens metropoler.

Intet er helligt, og det er befriende, at Broad City lukker os ind i et miljø, hvor politisk korrekthed er en udtrukket lort i lokummet, uden at frivoliteten bruges til at sparke nedad mod de svageste.

Ligesom søsterserien Girls bliver Broad City i en mandsdomineret tv-verden fremhævet for at have kvinder i fokus, men serien er ikke nogen feministisk kampsang. Den er snarere en hyldest til Abbi og Ilanas uafhængighed og løssluppenhed. Som når Abbi besvarer kommentaren ”god røv” med ”ja, jeg ved det!”, eller Ilana undskylder forsinkelsen til en frokostaftale med disse ord:

”Jeg blev fanget i en artikel om saudiarabiske kvinder, der skal spørge deres ’ejere’ om lov til at forlade huset. Jeg blev så sur, at jeg måtte lette trykket og onanere.”

Mens mange sitcoms i dag mere bevæger sig over i det genrebrydende dramedy-territorie – som ovenstående Girls – er Broad City noget så befriende som en regulær komedieserie. Her er ingen krav om psykologisk eller kausal realisme, og serien følger i sporene på sketch-traditionen.

En af inspirationskilderne er Tina Feys hysterisk morsomme 30 Rock, om livet bag scenerne på et ugentligt sketchshow a la Saturday Night Live. Den ofrer gerne logikken for en god vittighed, og faktisk er der en direkte henvisning til 30 Rock. Ilanas kasket skifter tekst fra først ”Perv” til ”Lincoln”, som er navnet på hendes uofficielle kæreste, og endelig til ”Bad” – lidt på samme måde, som Franks kasket gør det i samtlige 138 afsnit af 30 Rock.

Men mest er Broad City bare helt sin egen. Man tænker faktisk, at det er lidt ligegyldigt, hvilke eventyr Abbi og Ilana kommer ud for, så længe de er sammen.

Det er nemlig venskabet mellem de to, der er seriens bankende hjerte, men heldigvis kommer hjertet aldrig i vejen for komikken.

Titel:
Broad City – sæson 3

Land:
USA

År:
2016

Serieskabere:
Abbi Jacobson, Ilana Glazer

Medvirkende:
Abbi Jacobson, Ilana Glazer, Hannibal Buress, Arturo Castro, John Germberling, Paul W. Downs

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 22 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
21. februar kl. 22.00 på Comedy Central Danmark

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
18. juni 2024
The Sweet East

The Sweet East

Serieanmeldelse
24. apr. 2024
Kald mig far

Kald mig far

Serieanmeldelse
19. apr. 2024
Bullshit

Bullshit

Cph:Dox 2024
18. mar. 2024
Vores fars sol

Vores fars sol

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!