Brødre

Den nemmeste måde at beskrive Aslaug Holms dokumentar Brødre på er vel at kalde den en norsk udgave af Boyhood.

Gennem otte år har instruktøren nemlig filmet og dokumenteret sine to sønners liv fra børnehavealderen til gymnasiet, og sammenligningen med sidste års amerikanske anmelderdarling er derfor helt oplagt.

Rent faktisk kommenterer Brødre sammenfaldet mellem de to film. I en scene ligger de to drenge i græsset og kigger op mod himlen præcis, som Mason gør det på Boyhood-plakaten.

Men Brødre er heldigvis også en film, der sagtens kan stå på egne ben. For selv om Holms film lidt polemisk beskrevet blot er en hjemmevideo i yderste potens, er den også et særdeles vellykket portræt af en familie.

For en gangs skyld slår beskrivelsen ”personlig film” slet ikke til om Holms værk. Brødre er ganske enkelt hendes og drengenes liv på godt og ondt.

I 2008 begynder dokumentaristen at filme sine to sønner Markus og Lukas. Der er kun få år imellem de to brødre, og med deres charmerende og udadvendte fremtræden er det for det meste interessant og dejligt at se dem vokse op.

Vi kigger med, når drengene starter i skole, taber den første tand, brokker sig over lektier og går til fodbold. Især fodbolden fylder en stor del af Markus og Lukas’ barndom. Drengenes far er selv ivrig fodboldtræner og motiverer dem til at træne. Så drømmen er naturligvis at blive professionel fodboldspiller for Liverpool.

Aslaug Holm bryder flere gange ind i fortællingen med små refleksioner over livet i almindelighed. Hendes højstemte voice over står i dynamisk kontrast til de meget jordnære og konkrete optagelser af drengene. Her bliver der plads til en mere overordnet funderen over barndommen, venskab, familie og slægt. Hvad vil det sige at være mor og give livet videre til sine børn?

Men Holm forsøger også at flette dybere spørgsmål ind undervejs i optagelserne. Det preller dog for det meste af på de to børn:

”Lad være med at stille eksistentielle spørgsmål,” som en af drengene siger på et tidspunkt, hvorpå Holm svarer: ”Men det er det livet, handler om – og filmen.”

Og faktisk er Brødre mest interessant, når drengene stiller sig kritiske over for deres mors optagelser. Flere gange beder de ganske enkelt deres mor stoppe med at filme dem. Her viser Holm dels hvor disciplineret en dokumentarist hun er, dels at projektet også har negative konsekvenser, og at det er virkelige mennesker hun filmer.

I det hele taget klæder det filmen, at Holm vælger at fremhæve det selvbevidste lag og tage os med i processen i stedet for at skjule det.

For hurtigt bliver der er et slags parallelt synergi-forhold mellem filmen og det virkelige liv. Meget sigende er det svært for Holm at afslutte filmen, fordi hun også har svært ved at slippe sine halvvoksne sønner.

En del af filmens styrke er derfor dens umiddelbare identifikationsappel. Det er ganske enkelt svært ikke at spejle sit eget liv og sin egen opvækst i de to brødre. Lige fra de helt små episoder til den større og mere abstrakte udvikling vil for de fleste, der er vokset i et vestligt velfærdssamfund være genkendeligt.

I sidste ende bliver Brødre en dokumentation af de to drenges udviklingshistorie, og Aslaug Holm finder ofte det gode konfliktstof i hverdagssituationer.

I teenageårene skal den ældste Markus eksempelvis finde sin egen identitet, og interessant for filmen går han imod farens ønsker. Han farver sit hår sort, får ørering og begynder at spille i et band. Det huer bestemt ikke faren, men han accepterer sin søns forsøg på at finde sig selv.

Det er beundringsværdigt, at Aslaug Holm lader det private og det offentlige smelte sammen i, hvad der virker som en meget ærlig film. Måske kunne hun have fået endnu mere ud af sit materiale, men hun lykkes med at forlene et jordnært portræt med en klog refleksion over intet mindre end selve livet.