Broen IIII, afsnit 1-2

Politikrimiserien Broen er måske den bedste dansk-svenske co-produktion på denne side af Kalmarunionen.

Den geniale idé – at skabe mord og mysterier på to forskellige grænsesider af et bælt med en grandios overgang – er solgt til utroligt mange udenlandske kanaler. Det er også forsøgt kopieret om tunnelen mellem Storbritannien og Frankrig, grænsen mellem USA og Mexico.

Men lige meget hjalp det. Intet slog det unikke ved Danmark, Sverige, Øresund og dens bro mellem København og Malmø. Intet slår de faste klichéer som lidt slidt bliver kaldt ”Nordic Noir”.

Svenskerne er strikte og til klokkeslæt, danskere er til slendrian og fadbamser. Vi forstår so oder so hinandens sprog, mindre vores sociale og mentale forskelle. Men vores kvinder er gerne sælsomme og sexede, vores mænd drikfældige og deprimerede. Og solen synes aldrig at skinne på strissere i velfærdssamfundet. Hvad end årstiden er, er det sort sol fra morgenstunden.

Fjerde og erklæret sidste sæson af Broen begynder rigtigt godt og spændende i slipstrømmen af en svag sæson tre. Sæsonens firtal er markeret, som man gør det på fængselsvægge med fire streg i rap.

Saga Norén er i fængsel for mordet på sin mor. Samtidig finder man en kvinde under Øresundsbroen begravet til halsen og derefter stenet ihjel – den infame islamiske måde at straffe utroskab på i ortodokse lande.

Sagas sexpartner og makker Henrik Sabroe går til møder i AA for at holde sig væk fra alkohol og andet lort.

Liget under broen viser sig at være direktøren for Udlændingestyrelsen. Hun har netop været i skandaløs turbulens på grund af champagne-drikning som fejring af endnu en udvisning og det sågar af en homoseksuel, som derfor frister dødsstraf i hjemlandet.

Ordet ”terror” er på trapperne og en anarkistisk, venstreorienteret gruppe spøger i kulissen. En tvillingebror får noget på den dumme i sin journalistberømte brors navn. Sådan er der så meget, for historien har flere bolde i luften. Men bare rolig, alt synes plotmæssigt skruet godt sammen af en solid svensknøgle: det dybt professionelle makkerpar Camilla Ahlgren og Hans Rosenfeldt.

Instruktionen er som fra starten i 2011 glat og lækker, sinister og klaustrofobisk, nu og da afløst af det store overblik af enten København eller Malmø ved nattetide i lysslanger af gader og oplyste skyskrabere. Triste kvarterer i gråt og blåt, kolde luksusvillaer og kyststrækninger som sindbilleder på sjælens ubodelige ensomhed. Lidt magisk realisme, hvor fortid ankommer som genfærd.

Det er filmisk i scene med håndværkmæssig anonymitet af Rumle Hammerich. Man savner indtil videre bare mod til lidt avantgarde i øjenhøjde og tempo.

Sofia Helin er med sit arrede smukke blonde kontrafej, autistiske fremtræden, gnidningsløse liderlighed og søvndræbende arbejdsnarkomani hele serien værd som enspænderen Saga, der internationalt er blevet en kendt skandinavisk personlighed på højde med Ingmar Bergman.

Thure Lindhardt er danskeren Henrik Sabroe med traumer så store som tekopper. Han er efterhånden dresseret til at være Sagas rutinerede bolleven. Den dumme dansker med djærv lyst til jordelivets meget nære værdier såsom øl, fisse og hornmusik – den danskhed, Kim Bodnia stod for i de to første sæsoner – er muligvis genetableret med Sabroes nye partner Jonas (Mikael Birkkjær mod sin type).

Han kalder i hvert fald en bøsse for en bøsse med et ærligt bøvs fra fordommenes bund.

Da meget tyder på, at Sagas dage bag tremmer er talte, anes der et trekantsdrama om, hvem der skal være Sabroes faste makker.

Thomas Gabrielsson er afdødes mystiske og muligvis suspekte husbond med en asiatisk sekretær, som går til hånde, uden at vi rigtigt ved hvordan og hvorledes. Med de kære klichéer og alligevel også originaler tegner fjerde sæson således til at blive spændende seværdig fortsættelse.