Broen IIII

Fjerde sæson af Broen begyndte faktisk ganske godt, men endte desværre gråt og småmeleret.

Svenske Saga Norén (Sofia Helin), fængslet og mistænkt for moderdrab, kommer ud for at forenes med makkeren og bollevennen, den tørlagte dansker Henrik Sabroe (Thure Lindhardt).

Sammen skal de opklare en sinister sag om mordet på en kvindelig direktør i Udlændingestyrelsen. Hun er morbidt og makabert stenet til døde, og sagen har ringe i vandet, blandt andet til en udvist, homoseksuel asylsøger.

Samtidig har vi nogle hængepartier kørende fra forrige sæsoner. Hvad skete der med Sagas mor, og hvad blev der af Henriks hustru og to døtre?

Vi har med andre ord et plot-kriminelt Kinderæg med hele tre mystiske gåder.

Helt ærligt, jeg havde fra seriens start mine bange anelser for, om tre tunge intriger ikke var for meget, for kompliceret og for tungt?

Broen er som mange nordiske serier i almindelighed og danske serier i særdeleshed for langstrakt. Man savner de britiske seriers elegante timing og tidsfornemmelse for spændingskurver. For eksempel er den Emmy-belønnede Mistænkt på veltrimmede og konstant spændende to afsnit.

Hvorfor vælger man ikke – ligesom den amerikanske successerie The Blacklist – at køre med en afsluttet forbrydelse per omgang? I Broen skal man holde gryden i kog uden anden udløsning end forventningens uforløste.

Desuden får vi Pinocchio-temaet, hvor den smukke zombie Saga forvandles til et varmt og empatisk menneske. Med kærlighedens stærke arm, som det hed i min barndoms Flemming-bøger.

Saga og Henrik skal have hinanden som andet end til sex i sengen, når hun siger til. Serien vil skabe en chance for en traditionel, melodramatisk romance.

Men Saga skal desuden forblive den toughe og seje småautistiske strisser, nævenyttig og skydeklar. I modsætning til Henrik, den bløde danske gut, svenskerne kalder for ”fløjsfar”. Velourpapa, som ligner en ung Mogens Lykketoft med musketerskæg, 60’er-hår og tøj i jordfarver.

”Jag tycker, vi är bra,” siger hun mod slutningen, og det bliver så den kærlighedserklæring.

Ud over de labile intentioner, kærlighedsintrigen og de kriminelle intriger, er serien et katalog over velfærdssamfundets problemer: forældresvigt, forsømte børn, samspilsramt far-og-datter-forhold, ditto mor-datter-forhold, homofobi, fremmedhad og selvfølgelig menneskets ubodelige ensomhed her i Skandinavien.

Nok har vi velstand, men ifølge Broen er der bestemt ikke meget at le ad.

Genrens skudhuller nuvel, men ikke smilehuller.

I en sædvanligvis smuk, filmisk brug af broens stuktur og dens forbindende storbyer, København og Malmø, har Rumle Hammerich sat i scene. Det er fermt håndværk med dystre billeder i blåtonede kulører og et oftest frossent vejrlig med gennemgående atmosfære af tåge og tungsind.

Sådan som det er blevet den fikse kliché i Nordic Noir. Her hersker mismodets vinter selv ved midsommer.

Sagernes opklaring kom over to afsnit.

I næstsidste afsnit fik vi so oder so ordnet det med Henriks kone og børn. Men i ottende og sidste afsnit var der rigtigt mange tråde, som skulle bindes sammen til en rationel knude. Det sluttede dog mere med en klichébunden kællingeknude end et hårdkogt råbåndsknob.

Skurkinden bekender sin skyld i hele miseren efter en tam skududveksling. Og minsandten om ikke skurken pludselig kan rejse sig fra kørestolen og være kynisk og kold.

Saga var selvfølgelig ikke skyld i morsans død, men træt af jobbet smider hun i sidste scene sit politiskilt ud fra broen. Er det ikke det, Clint Eastwood gør, hver gang han er Dirty Harry – for så at vende tilbage i næste film?

Alle spiller atter glimrende, men måske er det meget godt, at broen er oppe et stykke tid for danske og svenske politibiler.