The Broken Circle Breakdown

”Vi græder derhjemme. Her er vi positive,” siger Elise til sin mand Didier på hospitalet i den første sekvens af The Broken Circle Breakdown, som vandt publikumsprisen på både årets Berlinale og Cph Pix.

I det belgiske melodrama gennemgår parret det værste mareridt, man som forælder kan forestille sig. Deres seksårige datter Maybelle er ramt af aggressiv leukæmi og ligger i hospitalssengen ved siden af dem, mens de blot kan se magtesløse til, mens lægerne gør deres bedste.

Uvisheden, erkendelsen af det mulige tab og det desperate håb på miraklet lyser ud af øjnene på de to fremragende skuespillere: Veerle Baetens og Johan Heldenbergh. De bærer langt hen ad vejen filmen, og man føler hjerteskærende med deres lidelser, inden handlingen springer syv år tilbage i tiden.

Her er sorgen byttet ud med forelskelse, og de elsker inderligt i Didiers ydmyge campingvogn, som Elise besøger for første gang.

Vi er i den fattige, katolske og flamsktalende del af det splittede Belgien. Her befandt vi os også i instruktør Felix Van Groeningens forrige film, The Misfortunates, der var en filmatisering af forfatteren Dimitri Verhulsts selvbiografiske bog om sin families misbrug, Altings bedrøvelighed. The Broken Circle Breakdown befinder sig langt fra misbrugsmiljøet, men filmen rummer samme stemning af oprør mod det borgerlige liv.

Didier lever af sin musik og spiller banjo i et bluegrass-band (filmen er fuld af gode musikalske indslag). Elise er tatovør og har dokumenteret milepælene i sit liv gennem det farvestrålende blæk på kroppen, som hun fortæller ham om, da de mødes for første gang. Her får den ikke for lidt. Han er knap nok trådt ind ad døren i hendes tatovørforretning, inden Amors pil gennemborer deres hjerter. Kort efter finder vielsen sted på den lokale beværtning, hvor billardbordet tjener som alter.

Det er smukt, men desværre temmelig uinteressant. Manuskriptet er bygget op som en mosaik af fragmenter fra det perfekte forhold, der opløses i en sort sky af uransagelig uretfærdighed. Den uundgåelige tragedie rammer allerede en halv time inde i filmen, hvor Maybelle taber kampen til sygdommen. Men vi fortsætter med at få parrets forhistorie optrevlet i glimtvise scener, der virker mere og mere overflødige, som filmen skrider frem.

Vi følger barnet helt til graven, mens forældrene og vennerne synger en folkevise. Det er blot én af filmens mange traditionelle sange, og dens titel spiller på én af dem, den kristne hymne Will the Circle be Unbroken?, der handler om genforening i himlen.

Men som titlens ”breakdown” indikerer, fremstiller Van Groeningen religionen som det rene nonsens. Tematikken er det bedste ved filmen. Elise er den religiøse af dem og har en korstatovering i nakken. Under begravelsen knuger hun sig til et lille kors, som i generationer er gået i arv i familien, en tradition, der dør med datteren.

Didier er derimod hardcore ateist, og får afløb for sin frustration, smerte og vrede over Maybelles død i et raseri mod USA. Tidligt i filmen ser vi tvillingetårnenes fald den 11. september i New York, og der zoomes ind på George Bush’ tale om at gå i krig, efterfulgt af et ”God bless America”.

Præsidenten dukker senere op igen på skærmen, hvor vi hører ham prædike mod den stamcelleforskning, der måske en dag kan føre til en kur mod leukæmi.

Man forstår Didiers hadske udbrud i en tilværelse, som ikke længere giver mening – og føler stærkt med ham.