Bros

Under diskokuglens kulørte lys danser svedglinsende, afklædte mænd tæt sammen til et baspumpet remix af Mariah Careys Heartbreaker.

Scenen udspiller sig på en homobar, hvor gæsterne fejrer den nye datingplatform Zellweger – en fiktiv app, hvor brugere taler om deres yndlingsskuespiller, inden de knalder.

Modsat de muskuløse gutter, der viser bar hud på dansegulvet, står den bebrillede museumsinspektør Bobby fuldt påklædt og rynker på næsen ad alle de sultne ulve på jagt efter friskt kød.

Men alligevel lader han sig charmere af muskelbundtet Aaron, der kejtet fortæller, at han hører Bobbys podcast.

Aaron ender i kanen med en anden og dennes kæreste, men kan ikke glemme Bobby. Selv om ingen af dem søger noget seriøst, er der amoriner i luften.

Deres affære er omdrejningspunktet i Bros, der udspiller sig som en klassisk romantisk komedie med billedskønne New York som bagtæppe. Og med lgbtq-personer i alle bærende roller og international biografpremiere er filmen banebrydende for diversitet.

”Analsex var sjovere dengang, det generede heteroseksuelle,” siger Billy Eichners mundrappe Bobby med himmelvendte øjne.

Imens svinger hans heteroseksuelle veninde Tina, hendes mand og sågar parrets to små børn hofterne for at efterligne et homoseksuelt parringsritual.

Billy Eichner er både filmens hovedperson og medforfatter. Han er kendt fra komedieserien Difficult People og sketchserien Billy on the Street, hvor han med mikrofon i hånden spørger menigmand på New Yorks gader om deres holdning til popkultur.

Det sidste afsnit blev vist i 2017, men genopstod i forbindelse med Bros. Ledsaget af skuespilleren Paul Rudd og et lesbisk heppekor opfordrer han febrilsk forbipasserende til at se filmen i biografen.

Bobby er en kynisk, men sjov 40-årig, som er et godt eksempel på strukturel homofobi. Han afviser et tilbud om at lave en film, der skal vise heteroseksuelle, at kærlighed er universel uanset seksualitet.

Som han rammende siger, så dater, elsker og knalder homoseksuelle anderledes. Det er der bare ingen, der ved, fordi deres kærlighedshistorier bliver fortiet eller tilpasset et heteroseksuelt publikum.

Sanselige elskovsscener mellem homoseksuelle er ofte enten nedtonet eller feticherende. Det gælder endda den ellers fremragende Adeles liv.

Bros er derimodforfriskende ærlig og rummer både trekantsparforhold, rusmidlet poppers, begejstring for sæd og rollespil.

På en date i parken tror en gruppe mænd i nærheden, at Bobby og Aaron slås, når de for sjov øver brydetag. Den fysiske kontakt fungerer imidlertid som forspil, før de i en fart skal hjem og knalde.

Billy Eichner og instruktør Nicholas Stoller (Droppet af Sarah Marshall) har skrevet en glimrende komedie, der udstiller homomiljøets skyggesider og internaliseret homofobi – og giver bøsser lov til at være røvhuller.

Muskuløse Luke Macfarlane er fysisk fremragende castet som Aaron, omend han ikke leverer filmens stærkeste præstation.

Aaron er typen, der skjuler sin usikkerhed med crossfit, steroider og seksuelle eskapader med lige så usikre muskelfyre, der nedtoner deres seksualitet for ikke at støde nogen.

En fremmedgørende klavermelodi stemmer i, når det umage par kysser. Om det er pointen eller en rest fra genrens konventioner, hvor musikken ofte er følelsesladet, er uvist.

At to mænd forelsker sig, er set før i velmenende milepæle med heteroseksuelle skuespillere i hovedrollen – tænk blot på Brokeback Mountain.

Bros skal derimod ses, fordi den både sætter gang i lattermusklerne og udstiller et sprudlende, nuanceret homomiljø, som det virkelig ser ud.Det er uhørt i en mainstreamfilm af denne kaliber og gør Bros til en sjældenhed.