Brylluppet

Trods titlen er Brylluppet ingen festlig film. Tværtimod.

I belgiske Stephan Strekers drama står Zahira (Lina El Arabi) nemlig ikke bare med ét, men to umulige valg – valg, som ingen ung gymnasieelev bør tumle med. Det er et resultat af, at Zahira er af pakistansk oprindelse, men bor i Belgien.

Brylluppet er derfor en ungdomsfilm, hvor teenageårenes formative valg og frigørelsesbehov er sat på spidsen. Zahira er fanget mellem sin families kulturelle forventninger på den side og Vestens individualiserede ungdomsliv på den anden.

I filmens start finder Zahira ud af, at hun er gravid. Derfor består hendes første valg i at vælge mellem en abort eller at beholde barnet.

Forældrene forventer, at hun snart gifter sig, men Zahira må langt fra vælge sin egen mand. Kort inde i filmen står hun derfor med en anden svær beslutning, da moren præsenterer hende for tre pakistanske kandidater, som hun pænt har at vælge imellem.

Zahira kan heldigvis betro sig til sin bror (Sébastien Houbani), samtidig med at hun forelsker sig i den spændende og pære-belgiske Pierre (Zacharie Chasseriaud)

Det er det forestående bryllup, som titlen refererer til, men som faktisk ikke fylder specielt meget i filmen. I stedet koncentrerer instruktør Stephan Streker sig om Zahira og den gordiske knude, hun bakser med.

Sobert og forholdsvis nuanceret fortæller Streker, så filmen både kan ses som et klassisk ungdomsdrama og et portræt af et menneske, der lever efter religiøse og traditionelle normer på godt og ondt. Det handler helt grundlæggende om retten til at vælge selv.

Man kan indvende, at Brylluppet er lige vel proppet med konflikter af den art, men Streker balancerer i størstedelen af filmen dramaet, så læsset aldrig tipper over.

Det skyldes for det første en neddæmpet, visuel side, der holder sig på behørig filmisk afstand. Billederne er gennemgående holdt i varme efterårsfarver, dyb rød, gul og brun, mens kameraet er kontrolleret og hellere dvæler ved karaktererne end springer hurtigt videre. Det underbygger effektivt selve fortællingen.

Lina El Arabi spiller modent og dygtigt rollen som den splittede Zahira. De fleste scener er seriøse, præget af hendes svære situation, men 21-årige El Arabi formidler ikke kun alvoren, men også Zahiras energiske behov for selvbestemmelse og ungdommelige følelser.

Brylluppet er også god til at vise, hvordan kulturelle traditioner mødes med en moderne verden. Da Zahiras mor tvinger hende til at vælge en mand fra Pakistan, må hun på Skype for at tale med dem. Arrangeret ægteskab møder net-dating.

Og da Zahira endelig bliver gift, foregår det også over videoforbindelse. Zahira og familien befinder sig i Belgien, mens gommen er med på en skærm fra Pakistan. En af de mest besynderlige bryllupsscener længe i en film.

Desværre skurrer dramaturgien undervejs og gør unødigt opmærksom på sig selv, så det forstyrrer indlevelsen.

Filmen har det med at introducere konflikter og give informationer, som den ikke følger op på. For eksempel gøres der meget ud af Zahiras ubelejlige graviditet, men undervejs bliver den del af historien glemt og i stedet rettes fokus på hendes giftemål.

Stephan Strekers film går direkte ind i den aktuelle debat om religion, integration og kultursammenstød. Senest har vi herhjemme diskuteret burka-forbud og social kontrol, som lægger sig direkte op ad temaet i Brylluppet.

På en måde er filmen politisk, men heldigvis er den først og fremmest universel. Om det er fra kulturelle normer, forældrene eller barndommen, så har alle mennesker prøvet at frigøre sig. Og det er Brylluppet en smuk hyldest til.