Bryllupskaos

Intet mindre end 50 biografer landet over har premiere på Bryllupskaos. Det er usædvanligt for en fransk film, men med prædikatet ”største franske bio-succes siden De urørlige” er forventningerne store til den lille, romantiske komedie.

De urørlige blev den mest sete franske film i Danmark nogensinde med mere end 640.000 solgte billetter.

Men mens De urørlige er en hjertevarm feelgood-film, hvor kontrasterne mellem den hvide mangemillionær og den sorte, rapkæftede hjemmehjælper bliver ophævet i deres fælles oprørske fodslag, er Bryllupskaos det stik modsatte.

Den aldrende notar Claude Verneuil og hans kone Marie bor i en herskabsvilla i den rige kommune Chinon langt fra Paris’ multikulturelle ghettoer.

Det katolske ægtepar er blevet beriget med fire smukke døtre, hvoraf tre af dem til parrets store fortvivlelse har giftet sig med mænd af anden etnisk herkomst. Isabelle med en muslim, Odile med en jøde og Ségolène med en kineser. Den yngste datter Laure har endnu ikke fundet en ægtemand, og Claude og Marie håber inderligt, at hun vil finde sig en proper katolik.

Da Odile og husbonden skal omskære deres førstefødte, mødes hele familien til en middag, hvor fordommene langes over bordet i takt med kartoflerne. Kineseren har noget imod jøden, jøden har noget imod muslimen, og muslimen har noget imod kineseren.

For bordenden sidder patriarken Claude, der har noget imod dem alle sammen. Og da han bliver anklaget for at være racist, bryder helvede løs.

Scenen er drejet med noget, som måske skulle være ”et glimt i øjet”, men man fornemmer ikke nogen hjertevarme. Det føles nærmere som en konkurrence i ytringsfrihedens navn, hvor man har ret til at sige, præcis hvad man lyster uden omtanke for andre.

I et forsøg på at genforene familien inviterer matriarken alle til jul, hvor den står på både halal- og kosherkalkun tilsat kinesiske specialiteter.

Alle kvinderne instruerer deres mænd i at holde en sober tone, hvilket man havde håbet instruktør og manuskriptforfatter Philippe de Chauveron selv havde overholdt.

Men da dørklokken lyder, er første replik fra faren: ”20 euro på, at det er kineseren!” Og søreme om det ikke er svigersønnen Chau, der tropper op som den første. Chauveron kunne så let som ingenting have gendrevet den lille fordom – at kinesere er overdrevent punktlige – men i stedet bekræfter han blot Claudes idiotiske småplatheder.

Ret skal være ret, instruktøren forener alle mændene i skønsang af Marseillaisen og prøver at symbolisere ligeværd. Men da Claude samtidig proklamerer ”lidt racist er vi vel alle sammen”, klinger sammenholdet hult.

Helt galt går det, da Laure fortæller, at hun har fundet en mand. Og han er katolik! Forældrene klapper i deres små hænder. Han hedder endda Charles. Ligesom De Gaulle.

Netop før han skal præsenteres, når Claude at få slynget ud, at han da i hvert fald ikke er kineser, for han er ti minutter forsinket. Og da Charles ankommer, er forældreparret slemt skuffede, da han viser sig at være afrikaner (for afrikanere er jo altid forsinkede). Værre er, at Claudes småracistiske bemærkninger bliver besvaret af afrikanerens tilsvarende, der sparker nedad mod romaerne.

Og selv de tre døtre vender sig nu mod lillesøster, da en fjerde immigrant i familien er én for mange.

Halleluja, vi er alle racister. Selvom vi på et tidspunkt får en tom tale om fremmede kulturer, redder det ikke det overordnede indtryk af en film, der prædiker åbenhed og tolerance, alt imens det underliggende budskab er, at vi er alle lige, fordi vi alle er racister.

Og kunne denne anmelder så ikke bare slappe lidt af og nyde de småracistiske, komiske optræk?

Nej, for det er netop hverdagsracismen, der er den værste. Det er den ”lille” racisme, der trækker hele samfundet til højre og vænner os til en fremmedfjendsk tone i medierne og tilsvarende politiske tiltag.

Det behøver vi ikke importere fra Frankrig. Ved Gud, om ikke vi har nok af det i forvejen.