Bullhead

”Ligegyldigt hvad vi gør, er vi fucked,” fortæller en voiceover i starten af Bullhead og slår effektivt tonen an i en grim film af kød, regn og sindets tusmørke, der indimellem brydes af små poetiske vignetter.

Vi ser tyrehovedet danse i tyste scener af lys og skygger. Han skyggebokser, kæmper bogstavelig talt mod sin egen skygge, sin egen forpinte fortids dæmoner, der aldrig vil lade ham blive en hel mand.

Michäel R. Roskamps debutfilm er et maskulint mareridt. En fatal jagt på en tabt manddom i den belgiske, muddervåde landprovins.

Jacky, som tyrehovedet hedder, er en landmand uden libido, som kompenserer ved ikke bare at fylde familiens kvæg med væksthormoner, men også sig selv. I flashback oplever vi på første hånd den grusomme episode fra barndommen, hvor uskyldige drengestreger kammer over, og en vanvittig større dreng sætter sig overskrævs på Jacky og hidsigt smadrer hans nosser med en sten.

Og Jacky får ingen oprejsning, retfærdigheden sker ikke fyldest, for gerningsdrengens far er lige så meget viklet ind i de belgiske kvægavleres hormonmafia som Jackys egen far. Omertà på bonderøvsbelgisk.

På en måde er vi i en gangsterfilm, men hovedpersonen er ikke gangstertalentet, der stiger til tops og falder under vægten af sin egen grådighed, som vi har set det i Scorseses genredefinerende Goodfellas og Casino.

Da Jacky og onklen bliver antastet af den mest brutale del af hormonmafiaen og en tvivlsom dyrlæge, der som en anden dr. Fuentes er leveringsdygtig i præstationsfremmende stoffer, ikke til cykelryttere, men til kvæg, dukker fortiden op i form af Jackys barndomsven, Diederik. Han var til stede den skæbnesvangre dag mange år forinden og fik efterfølgende mundkurv på.

Han er aldrig kommet sin ven til undsætning, så mødet bliver selvsagt smertefuldt for begge parter, og Jackys skæbne bevæger sig mod afgrunden.

Det er i Diederik, at filmens to tråde mødes, tragedien om fortiden og faderens synder og det mildt sagt uforløste gangsterplot om mordet på en politibetjent. Det sidste virker uvedkommende og gør filmen mere rodet, end godt er. For her spiller Jacky kun en birolle, mens Diederik, der tilmed viser sig at spille dobbeltspil som politistikker, tegnes op som en hovedperson. Det er i hvert fald ham, der står i et konkret dramatisk dilemma med et ben på hver side af loven og en tonstung skyld på sine skuldre.

Gangsterdrama og karakterdrama synes at kæmpe om opmærksomheden, og det er ærgerligt, at Roskam, der både har skrevet og instrueret Bullhead, ikke i højere grad har fokuseret på det ene.

Jackys undergangsridt vinder nemlig stort – og ikke kun fordi kameraet giver ham størst opmærksomhed. I hver en scene ligger traumet og ulmer under muskler og sener, lige bag den grumt fremragende skuespiller Matthias Schoenaerts’ blanke øjne.

Han bærer fortiden i sit martrede blik og spiller titelrollen med dyrets fysikalitet og utilregnelighed. Som sin onkels håndlanger skræmmer han effektivt de landmænd, som ikke vil sælge til den ”aftalte” pris, og det godmodige, let føjelige kan i et splitsekund slå over i blodig, beskidt brutalitet.

Man tør næsten ikke komme for tæt på dette frustrerede dyr, der mest af alt bare har lyst til at smadre sin indhegning. Han er svær at holde af, men fastholder vores medlidenhed, da han tæsker kvindebedåreren, som erfarent charmerer kvinden, han med usikre museskridt forsøger at nærme sig.

Hans mangel på situationsfornemmelse, når han tøvende prøver at begå sig i den civiliserede verden, er faktisk rørende.

Jeg forstår godt, hvorfor man valgte at nominere Bullhead til en Oscar for bedste fremmedsprogede film, men også at den tabte til den originale og anderledes helstøbte Nader og Simin – en seperation. Til gengæld undrer det, at filmen først får lov at komme ud i regulær biografdistribution nu, tre år efter premieren i hjemlandet. Men bedre sent end aldrig.