Burnt

For ti år siden – før Bradley Cooper var en Oscar-nomineret superstjerne – spillede han mesterkokken Jack Bourdain i tv-serien Kitchen Confidential.

Den gav et morsomt indblik i det hektiske liv i den fine mads verden, men serien blev desværre aflyst efter kun tretten afsnit. Derfor forstår man godt, hvorfor Cooper vil bruge sin nye stjernestatus til at genbesøge køkkenet.

I Burnt spiller Bradley Cooper den dygtige, men arrogante amerikaner Adam Jones. Efter at være gået til i sprut og stoffer i den eksklusive madlavningsverden i Paris, har han gået bodsgang ved at åbne en million østers i New Orleans.

Nu prøver han lykken igen i London, hvor han åbner en ny restaurant og samler de dygtigste unge kokke, han kan finde.

Burnt promoverer sig selv som et komediedrama, men den kunne med fordel have stjålet opskriften fra Kitchen Confidential. Sidstnævntefungerer, fordi den humoristisk behandler den kaotiske hverdag i et køkken, hvor der ligesom på alle andre arbejdspladser er skæve personligheder og opstår spøjse situationer.

Burnt vælger derimod at tage et mere seriøst blik på en kokkeverden, der er et højdramatisk miljø – hvis man altså skal tro folk som den skotske kok Gordon Ramsey, der har været konsulent på filmen.

Men jagten på kulinarisk perfektion er ikke en stærk nok motor til at bære den dramatiske historie.

Det er ellers et stærkt, internationalt ensemble, der er blevet samlet omkring Cooper. Halvbritiske Sienna Miller spiller engelske Helene, som Adam har et godt øje til både i og uden for køkkenet. Tyske Daniel Brühl er overtjeneren Tony, som husker Adam fra hans vilde dage, mens franske Omar Sy er vennen og kollegaen Michel, der dog har en høne at plukke – metaforisk, vel at mærke – med sin køkkenchef.

Derudover får vi små glimt af andre af tidens dygtigste skuespillere, som desværre ikke får plads nok til at give et ordentligt indtryk. Hverken Alicia Vikander som Adams ekskæreste og Matthew Rhys gør meget væsen af sig.

Generelt kan man dog ikke kritisere skuespillerne, som gør deres arbejde ganske effent. Men selv om manuskriptet er skrevet af den normalt skarpe dialogforfatter Steven Knight, har skuespillerne ikke meget at arbejde med.

Den præcise subtilitet, Knight lægger i ordknappe film som Locke og Dirty Pretty Things, er her erstattet af overfortalte udbrud, hvis dybtfølte patos klinger noget hult i forhold til filmens mål: At Adam skal få tre Michelin-stjerner.

Man savner også passion i både madlavningen og de sociale relationer kokkene imellem. Det mærkes ikke, hvorvidt de egentlig brænder for deres profession, ligesom tiltrækningen mellem Adam og Helene virker meget kold for øjensynligt varmblodede mennesker at være.

Instruktør John Wells, der ellers gør dette glimrende i sin tv-serie Shameless, formår ikke at ramme balancen mellem fræk humor og alvorsdyb drama. Det er ligesom hans seneste Familien et overfladepænt skønmaleri, hvor der ikke er noget, som stikker ud og er interessant.

Det fine køkken er en spændende ramme, som der nok kunne komme en god film ud af. Men er Burnt ikke gået så meget i køkkenet, som den er gået i vasken.