Cæsar skal dø

De bedste fængselsfilm antager undervejs en metaforisk, nærmest mytisk overbygning. Fangerne bliver Shakespeare’ske arketyper og fængslet samfundet i miniaturemodel eller en sindstilstands ydre forplantning. Bressons En dødsdømt flygter, Hector Babencos Carandiru, Jacques Audiards Profeten er mere end blot historier om fortabt forbryderskæbner.

I Paolo og Vittorio Tavianis Cæsar skal dø, der vandt Guldbjørnen på Berlin-festivalen i februar, træder allegorien i bogstaveligste forstand helt frem på fængselsscenen. Vi er i højsikkerhedslængen af Roms Rebibbia-fængsel, hvor fangerne øver og opfører Shakespeares Julius Cæsar. Faktisk starter vi med slutningen – med premieren foran publikum, intenst formidlet af skuespillerne, men optaget som klassisk teaterfilm i tv-flade farver, der får én til at frygte, at de italienske instruktørbrødre i deres 80’ere har sluppet ethvert greb om filmiske fortælleambitioner.

Men frygten bliver hurtigt gjort til skamme. Få minutter senere er det seks måneder før premieren, filmen slår over i nøgen sort-hvid, og hurtigt lykkes det instruktørerne at pirre og forvirre. Er det dokumentar, fiktion eller rekonstruktion, vi ser, når castingen til stykket, der er årets produktion i fængslets teatergruppe, sætter i gang?

Castingen er udgangspunktet for nogle af filmens stærkeste scener. Fangerne sidder inde for handel med stoffer, mord, mafia-aktiviteter – flere af dem på livstid og få under ti år. Det er mænd, hvis levede liv lyser ud af deres hærdede ansigter og markante fysik og fremtoning. Af teaterinstruktøren får de at vide, at de skal sige deres navn, fødselsdato og fødested. Først trist og grædende, siden ophidset og rasende: ”Mit navn er … Atri Ivan … født i Catania …” ”MIT NAVN ER ATRI IVAN – FØDT I CATANIA!”

Man bliver øjeblikkelig overbevist om, at her er en flok mennesker, der er i stand til at løfte Shakespeares berømte stykke om magt og ære, intriger og rænkespil, hævn og mord.

Filmen spiller derfra elegant på dobbeltspillet mellem Julius Cæsar og de skuespillere, der lægger krop til det. ”Det føles, som om Shakespeare levede i gaderne i min egen by,” siger en fange pludselig som sig selv i en ellers engageret prøve. Og da to fanger midt i en øvescene mundhugges og sender dræbende blikke mod hinanden, kommer man i tvivl om, hvad der er Cæsar og Cassio, og hvad der er Giovanni og Cossimo, de hårdkogte Rebibbia-fanger.

Med nærbilleder, følsom underlægningsmusik og et diskret bevægeligt kamera bliver fangernes løbende prøver på Julius Cæsar skildret med stor autenticitet og nærvær. Først i sidste tredjedel begynder man at længes efter mere fangepsykologi, mindre Shakespeare-deklamation. Men samtidig viser prøvepassagerne med rammefortællingen i form af det endelige teaterstykke som kontrast, hvad filmmediet kan med hensyn til karakternuancer og intensitet, hvor teatermediet kommer til kort.

Cæsar skal dø har en moderne formalistisk styrke og renhed, som er imponerende for to instruktører, der fik deres internationale gennembrud for intet mindre end 35 år siden med Padre Padrone og ellers har dyrket en mere jordnært realistisk stil gennem deres oeuvre.

Nu har de fået et flot comeback i deres karriere og livs vinter. Man kan med nogen ret mene, at de med Shakespeare-parallellen er med til at gøre myter ud af disse mennesker, der utvivlsomt har blodrøde tal på samvittighedskontoen. Men det har næppe været instruktørernes intention. Tværtimod vil de vise mennesket bag forbryderen og lykkes med det i skildringen af den indlevelse, fangerne mønstrer iklædt Shakespeares masker.

Taviani-brødrene løber et humanistisk ærinde, men gør det ikke uden ambivalens. For fangerne bliver kunsten både en frelse og en ekstra straf, forstår man. Og opslugt især af Salvatore Striano hudløse Brutus med vanvid i øjnene og rander under dem bliver man mindet om, hvorfor skuespilleres private forhold bør være ligegyldige, så længe de formår at formidle deres kunst. Hvor usympatiske de end måtte være bag tæppet.

Rebibbia-fangerne spiller i øvrigt Shakespeare med hver deres autentiske, lokal-italienske dialekt. Men den lille detalje er det nok de færreste af filmens danske seere, der får fuld fornøjelse af.

Trailer til Cæsar skal dø