The Call of the Wild

Harrison Ford trækker i vinterstøvlerne og går i fodsporene på skuespillere som Clark Gable, Charlton Heston og Blade Runner-kollegaen Rutger Hauer i rollen som den langskæggede eventyrer John Thornton.

Det er takket være Ford, at filmatiseringen af Jack Londons klassiker The Call of the Wild er acceptabel.

Når man ser den 77-årige skuespiller nonchalant ligge henslængt på gulvet med sine mandige ben og hører hans næsten raspende, men dominerende stemme, glæder man sig til, at han snart igen svinger pisken som Indiana Jones.

Og Steven Spielbergs faste fotograf, Janusz Kamiński, giver med bølgende farver og lysstråler en medrivende fornemmelse af det canadiske Yukon-territorium.

Naturen kommer flot til live, og man mærker den isnende kulde, de mørke nætter og den rasende blæst.

Der er gjort massivt brug af CGI, men det føles ikke, som om alt er optaget i et filmstudie. I den mere familievenlige udgave af Jack Londons udødelige eventyr bliver vi ført ud i vildmarken og får serveret budskabet om at finde sig selv trods adskillige nederlag.

Filmen fortæller historien om den tamme hund Buck, som først lever et herligt driver-liv hos en rig familie. Da Buck bliver kidnappet og grusomt behandlet, må han genopdage sine instinkter.

Han starter som slædehund for den følsomme postmand Perrault under guldfeberen i Klondike. Her kommer han op mod en rivaliserede slædehund, som kickstarter hans lederinstinkt og frihedstrang.

Efter længere tid mødes Buck og John Thornton, og sammen hjælper de hinanden igennem svære perioder, hvor de finder frem til hver deres forståelse af, hvad de vil med livet.

For at sikre sig imod klager fra PETA valgte filmholdet at skabe en ren CGI-hund. Man lavede et billede af instruktør Chris Sanders’ kones hund og bragte den til live ved at tage stuntkoordinator Terry Notarys – abemanden fra The Square – bevægelser og overføre dem til en computer.

Resultatet er en blandet fornøjelse.

Det er tydeligt, at Buck ikke er en virkelig hund, men han kommer også ud for så mange farlige situationer, at man nemt kan forestille sig, hvor meget arbejde det havde været at skifte mellem en levende og CGI-lavet hund.

Og faktisk er hundetrækkene både livagtige, udtryksfulde og elskelige. The Call of the Wild formår her at gøre det, der så fatalt mislykkedes for Løvernes konge.

Filmen halter dog gevaldigt frem til den bevægende afslutning med Harrison Ford og hund i centrum.

Den engelske skuespiller Dan Stevens – kendt fra Downton Abbey – giver den alt, hvad den kan trække som ondskabsfuld og morderisk dandy. Men ud over Harrisons Fords charmerende præstation er det svært for de andre skuespillere at fremstå som andet end overfladiske.

Det skal mere lægges filmens tynde manuskript end skuespillerne til last – man kan mærke, at de alle har gjort, hvad de kunne med den lidt tandløse historie. Omar Sy (De urørlige)er empatisk og humoristisk, og selv om han fylder meget lidt, er han afgørende for etableringen af Bucks fremtid.

Historien fungerer imidlertid bare bedst, når fokus er på John Thornton og Buck. Alt andet virker som fyld, og figurerne får aldrig en chance for at komme ud over det endimensionelle perspektiv.