Camino

Datteren Regitze kommer for sent til mors begravelse. Hun er i begyndelsen af 30’erne, har ingen uddannelse og er tilsyneladende på sit evige fjumreår.

Regitze når dog frem til at kunne give en hånd med kisten det sidste stykke vej til rustvognen. Og sammen med sin sørgende far hører hun morens ønske: At datter og far sammen skal gå pilgrimsfærden fra Astorga til Santiago de Compostela i Spanien!

Det er den verdensberømte strækning på 260 kilometer under en brændende sol på stenede stier op og ned ad bjerge. Og vandringen giver Viaplays første dansksprogede film sit navn: Camino.

På sæt og vis er Camino en roadmovie, men på gåben i stedet for bilhjul. Tænksomt tempo uden bremsespor og gearet i bund. Alting udfolder sig bogstaveligt adstadigt op ad bakke.

Moren, en stærkt troende præst, og faren, en arrogant gymnasielærer, har begge igennem hele datterens opvækst set ned på Regitze på grund af hendes ordblindhed og manglende selvværd.

Nu skal hun i elleve dage trave sammen med farmand fra helvede. Han har engang kaldt hende for sit livs skuffelse. Et umage par og aparte rejsekammerater, hvor lig kommer ud af rygsækken og sandheder for en dag, mens karakterer krakelerer.

Samtidig udvikler historien sig til en diskussion om formålet med den religiøse vandring. Vi oplever den enkeltes introverte og kontemplative bearbejdelse af savn og sorg. Og så er der en mere middelalderlig tone, hvor pilgrimme snakker sammen, flirter, gantes og bliver venner.

Det sidste er bestemt ikke den knarvorne lektors holdning. Han afviser kategorisk andres imødekommenhed. Hans flæbende sorgarbejde udvikler sig mere og mere til manieret uforskammethed, hvor han er kold og lukket som en østers på havbunden.

Regitze derimod indleder venlige relationer til de andre pilgrimme, som hun behersket fraterniserer med. Og længe holder hun på sin medbragte hemmelighed.

Der er også en smuk romance med en katolsk spidsfindighed.

Camino kalder sig selv for et humoristisk drama. Og der er en særegen sofistikeret franskhed over stil og stemning, en afmålt fortælling med tilpasset smil og tåre. Stille pointer serveres lattermildt og listigt med tilpas melankoli og sødme.

Vi møder seriøse skandinaver på udebane over for spansk generøsitet, livsglæde og hang til vin og musik. Men herligheden er i den grad velsignet uden lårklaskende latterbrøl fra folkekomediens magasin af klichéer og effekter.

Vi er hverken til klassefest eller julefrokost.

Stakkels Regitze spilles af fantastiske Danica Curcic, som for en gangs skyld ikke er tough børste, hårdkogt hundjævel eller gadesmart garconne. Men en sårbar, sød og såret kvinde, der bærer på sine sorger og bekymringer uden at kny, men også uden at være cool.

Instruktør Birgitte Stærmose, der før har brugt Danica Curcic i balletfilmen Darling, fokuserer konsekvent på skuespillerens skiftevis andægtige og anspændte ansigt.

Sammen med sit sigende kropssprog med små ryk og uden store fagter bliver Curcics gestaltning af Regitze et smukt barometer på fortællingens klima og vejrlig.

I samklang med landskabets visuelle og dekorative skønhed vinder hun over sin fars terror og trakasserier.

Danica Curcics præstation er en Bodil værdig. Lars Brygmann er også glimrende som den tudevorn og åndsbollede far, der tager sig sammen til et smil uden at miste selvbeherskelsen og uden helt at blive slagtet som dumt svin.

På mobiltelefon er Katrine Greis-Rosenthal som hjerteveninden godt med på medhør om op- og nedture. På fransk visit ses Darren Pettie som amerikansk Kloge Åge på vandring.

Viaplay kan bestemt godt være stolt af Camino.