Candy Film – da børneporno var lovlig

I august 2011 bragte Weekendavisen en fremragende artikelserie om børn, seksualitet og tidsånd, skrevet af Søren K. Villemoes og Niklas S. Hessel, der blandt andet kunne fortælle:

”Da Danmark i slutningen af 1960’erne var det første land, der frigav pornoen, blev danske Color Climax/Rodox Trading et af de førende inden for branchen. De solgte al slags porno og var de første i Europa, der producerede børnepornofilm til et kommercielt marked. I 1970’erne drev selskabet en omfattende distribution af børneporno og lavede selv mindst 36 såkaldte Lolita-kortfilm med titler som Sucking Daddy og Child Love. Indspilninger til filmene blev efter sigende udført i udlandet, men var bestilt, betalt og distribueret fra København.”

Det er derfor ikke nogen stor overraskelse, at DR’s nye dokumentarserie, Candy Film – da børneporno var lovlig, efter tre afsnit og to timers internationalt detektivarbejde når frem til præcis samme konklusion. Samt flere andre konklusioner, der også kunne læses i Weekendavisen. Såsom at butiksejeren Willy Strauss i 1984 stadigvæk tjente penge på børneporno, selv om det i 1980 var blevet forbudt.

Men bevares. At Danmark med både folkets og myndighedernes velsignelse i omkring et årti var verdens centrum for distribution af børneporno, er en god historie, og gode historier er værd at gentage.

Serien er produceret af Thomas Heurlin, som angiveligt fik idéen, da hans firma flyttede ind i filmstudiet i Baldersgade 6 og erfarede, at det var her, Theander-brødrene producerede deres porno. 

I serien har Heurlin taget rollen som Michael Moore-agtig vært, der spiller smådum og stiller spørgsmål, han allerede kender svaret på. Disse indslag er seriens svageste passager, og især Heurlins forargede reaktioner står i grel kontrast til den sobre tone i Weekendavisen, som nåede væsentligt længere i retning af en forståelse af emnet.

Heldigvis er serien tilrettelagt af journalisten Frauke Giebner, der tidligere for Politiken har lavet en række sobre artikler om prostitution, og som her leverer en generelt underholdende, velresearchet og troværdig dokumentar med god brug af mange velvalgte arkivklip samt nye interviews med folk fra dengang. 

De mange adspurgte, der angiveligt intet vidste eller intet kan huske om, hvad der foregik på deres arbejdsplads, fører lejlighedsvis tanken hen på dokumentarer om kz-lejrene. Emnet er i den grad tabu. Og da den rygende pistol lokaliseres i de lukkede pornoarkiver på det Kongelige Bibliotek, må vi nøjes med en politimands beskrivelse. Selv det er skrap kost.

Seriens første afsnit introducerer 1970’ernes pornomiljø, og opmærksomheden samler sig hurtigt om Theander-brødrene, der via firmaer som Rodox og Candy Film tjente millioner på at sælge børneporno, så vidt vi ved med optagelser lavet i udlandet. I en rystende sidehistorie finder dokumentarserien i Tyskland et af ofrene, der siden selv blev straffet for pædofile overgreb!

Alle tre afsnit indledes af et arkivklip, hvor Peter Theander fortæller: ”I forhold til andre former for forretning, er dette her ærligt talt ret harmløst.” Og det var det med datidens øjne også. Men i et andet arkivklip ser vi nu afdøde Jens Theander lyve om sit firmas medvirken til produktion af børneporno, så alvoren eller i alt fald omverdenens voksende misbilligelse må være sunket ind.

Serien slutter svagt med, at Thomas Heurlin gribes af moralsk harme og beslutter at gå i clinch med Peter Theander. Men i stedet for at kortlægge hans færden og henvende sig til ham på et velvalgt sted, vandrer han ind på mandens private grund og smides omgående ud igen – uden at vi ser det.

Det er ikke godt tv.

Et dybdegående interview med Peter Theander står stadig tilbage som den hellige gral for enhver, der laver journalistik om dansk porno.