Captain Marvel

Superheltefilm plejede at blive markedsført til akneramte teenagedrenge.

Så da Captain Marvel blev annonceret som Marvels første kvindelige superheltefilm, blev mandebabyer overalt på internettet straks arrige over, at den pæne dame på plakaten ikke smilede.

Det er ikke høje tanker, Marvel virker til at have om det rakkerpak.

”Har du ikke et smil til mig, snuske?” råber en motorcyklist i forbifarten til superhelten med det borgerlige navn Carol Danvers (Brie Larson). Hun skuler ondt ad ham og stjæler resolut hans motorcykel.

Carol Danvers er en jagerpilot, som mister hukommelsen, men får superkræfter, da hun styrter ned i et fly under en prøveflyvning temmelig langt fra landjorden. Hun rekrutteres af de imperialistiske rumvæsner Kree, og sendes i 90’erne til Jorden for at stoppe de farlige formskiftere Skrulls, som prøver at få fat i en dødbringende teknologi.

Det har taget Marvel 21 film, før de lod en kvinde føre an, men til gengæld svinger filmen højt og stolt med den feministiske fane. Selv om hun er galaksens stærkeste væsen, er Carol Danvers’ største modstander stadig det vederstyggelige patriarkat.

”Vær ikke så følelsesladen,” bemærker hendes Kree-mentor Yon-Rogg (Jude Law) nedladende under træningen.

Men ikke alle mændene er arrogante røvhuller. Efter at være landet pladask i en af periodens stadig eksisterende Blockbuster-butikker, danner hun makkerpar med en ung Nick Fury (Samuel L. Jackson), som stadig har begge øjne i god behold.

Deres gryende venskab bliver hurtigt filmens kerne, fordi Oscar-vinderen Brie Larson og garvede Samuel L. Jackson har kemi, så gnisterne flyver til alle sider. Senere får de sågar selskab af en plysset, rødpelset kat ved navn Goose, som Fury straks begynder at kæle lystent med.

De fleste henvisninger til andre Marvel-film er ret overfladiske, men det er vidunderligt at se den stoiske superspion Fury, vi kender så godt fra The Avengers, som en talentfuld og nysgerrig ung agent.

På et cafémøde mellem Danvers og Fury får vi masser af saftige af detaljer om ham. Han kan åbenbart ikke fordrage trekantskåret toast.

Stjernen er dog Brie Larson. Ligesom Chris Evans, der gestalter Captain America til perfektion, forstår Larson at se ud over Carol Danvers’ superkræfter. Skuespilleren bider solidt fast i hendes karaktertræk som en selvsikker kvinde, der efterhånden er røvtræt af at få at vide, at hun ikke er god nok.

Desværre mister Captain Marvel fokus, når den forlader stratosfæren og i stedet fokuserer på Kree-folket.

Filmen begynder med en alt for lang introduktion til konflikten mellem Kree og Skrulls og fortsætter med et par kedsommelige laserkampe på en ørkenplanet og ombord på et rumskib.

Filmens afsluttende rumkamp er også en noget flad oplevelse, selv om det nu er fedt at se en overdrevent magtfuld Carol Danvers kæmpe mod en flåde af rumskibe med de bare næver.

Konflikten mellem de to racer viser sig ikke at være så sort-hvid, som Danvers først tror, men filmens flirten med mere politiske budskaber er ikke nær så elegant som i Black Panther.

Fokusset på rumpolitik betyder også, at der ikke er meget skærmtid tilovers til Carol Danvers’ fortid som jagerpilot, hvilket vi må nøjes med at se hurtige glimt af i flashbacks. Det havde ellers været vidunderligt med et par Top Gun-inspirerede scener, hvor militærets misogyne magtstrukturer for alvor blev fremvist.

Instruktørerne Anna Boden og Ryan Fleck er bedst kendt for indie-dramaer som Half Neeson, og med det in mente giver det fin mening, at de har et bedre greb om menneskelige relationer end tjubang action.

Men det er i sig selv imponerende, at de formår at bringe en historie om formskiftende rumvæsener og flyvende kvinder ned på jorden. På den vis er Captain Marvel den bedste Superman-film siden originalen fra 1978.