The Captive

Atom Egoyans The Captive har oplagt thriller-potentiale: En ganske almindelig eftermiddag standser familiefaren Matt (Ryan Reynolds) ved en diner for at købe en tærte. Hans niårige datter Cassandra venter i bilen, men da Matt kommer ud igen nogle minutter senere, er datteren sporløst forsvundet.

The Captive minder i sit udgangspunkt om Denis Villeneuves intense Prisoners fra 2013, der også handlede om kidnappede børn og en fars skyldfølelse over at have ladet sin datter forsvinde.

Men Egoyan vil tydeligvis andet og mere end at lave en medrivende thriller. Han vil sige noget om pædofili og internettets farer, om overvågning og ondskab, om forældres sorg og skyld.

Det er sigende, at kidnapningen af Cassandra – en stram, intens scene – først finder sted en halv time inde i filmen. Inden da har vi først fået præsenteret persongalleriet i en række umiddelbart svært gennemskuelige tidsspring.

Filmen begynder otte år efter kidnapningen, hvor den forsvundne datter nu er en stor teenager, der holdes fanget af den psykopatiske Mika (Kevin Durand, der med overskæg og Peter Lorre-tics nærmest skriger ”pædofil”).

I de mellemliggende år er Matt og hans kone (Mireille Enos) gledet følelsesmæssigt fra hinanden. Hun er knuget af magtesløs sorg, mens han er besat af tanken om at finde datteren. To politifolk med speciale i pædofile kriminelle er på sagen. Den ene af dem (Rosario Dawson) er nu selv blevet kidnappet, den anden (Scott Speedman) tror af en eller anden grund, at det er Matt selv, der har stået bag datterens forsvinden.

Speedmans karakter er ufrivilligt komisk. En rebelsk tough guy i læderjakke, der med sin totalt manglende psykologiske indsigt og impulsive handlemønstre ligner den dummeste filmstrømer siden Frank Drebin i Høj pistolføring.

I løbet af filmen skrælles flere og flere lag af historien, og de desorienterende flashbacks og flash forwards bliver forklaret. Men Egoyan – som både har skrevet, instrueret og produceret – får godt og grundigt formøblet chancen for faktisk at gøre historien spændende.

Han arbejder ellers med virkeligt lavthængende frugter her: en forsvundet pige, en fars skyld, en mors sorg, skruppelløse pædofile, politiet der mistænker den forkerte, mystiske spor og så videre.

Men filmen modarbejder konstant sin egen spænding. Den er så optaget af at være klog og kryptisk, at den basale fremdrift, som en thriller kræver, fordamper.

Det burde være en smal sag at få os til at føle for forældrene til den kidnappede pige, men Egoyan behandler nærmest de to som bifigurer. Han viser os deres smerte og forvirring, men vi føler den ikke.

Og hvorfor kidnapperen ikke er blevet mistænkt og hvordan han har formået at holde Cassandra indespærret i otte år, uden at hun prøver at flygte, er uforståeligt.

Filmen overtræder helt basale dramaturgiske regler: En af betjentene demonstrerer i begyndelsen af filmen en nærmest overnaturlig evne til mønstergenkendelse, da han ud fra en bunke løse puslespilsbrikker kan beskrive puslespillets motiv. Fascinerende! Hvad mon Egoyan vil bruge dét til i opklaringen af gåden?

Ingenting, viser det sig!

Frustrerende er også en sidehandling, hvor kidnapperen begynder at lægge forskellige af datterens ejendele, så moren kan finde dem, alt imens han overvåger hende med skjulte kameraer. Interessant og ildevarslende. Men Egoyan bruger det kun som en undskyldning for at pine den i forvejen forpinte mor lidt mere. Det får ingen konsekvenser for plottet.

Egoyan har i tyve år været en af Canadas fremtrædende arthouse-instruktører. Men The Captive efterlader en fornemmelse af, at han er for meget intellektuel humanist til at lave en ordentlig thriller om pædofili og kidnappede børn. Genren kræver et vist mål af kynisme for at virke.

I Egoyans hænder bliver The Captive til en kedsommelig thriller med et pænt budskab: Pædofili er slemt, og internettet er farligt.