The Case You

I 2015 blev omkring 400 unge og håbefulde skuespillere inviteret til en audition til en tysk filminstruktørs kontroversielle film om incest.

Iblandt dem var Alison Kuhn, der under den videooptagede prøve fik frataget sit tøj og blev befamlet af de mandlige tilrettelæggere. Andre unge kvinder – nogle af dem mindreårige – blev udsat for lignende grænseoverskridende adfærd.

Senere kom det frem, at skuespillernovicerne var blevet snydt og ikke havde læst det, der stod med småt. Der eksisterede ikke nogen film om incest, og optagelserne fra deres audition var i virkeligheden den kunst, instruktøren havde sat sig for at lave.

Målet var at undersøge, hvor langt man kan gå i kunstens navn. Ugerningerne mod de intetanende kvinder gik dog over stregen. Filmen er aldrig blevet offentligt vist og er nu begravet i søgsmål.

Tilbage står skuespillernes traumer, endnu et af utallige eksempler på, hvordan kvinder i filmbranchen bliver udnyttet og senere efterladt.

Alison Kuhn tager et kamera i hånden og inviterer fem af skuespillerne ind på en tom teaterscene. Her foregår samtlige af de 80 minutter i The Case You, hvor de i en slags fælles terapiøvelse redegør for omstændighederne omkring deres audition.

Filmen er imidlertid så skrabet, at den ville gøre sig bedre som sammenklippet bevismateriale til brug i retten mod den kontroversielle instruktør.

Alison Kuhn har sikkert set den lignende Rekonstruktion Utøya, der i 2018 udnyttede samme idé om det tomme scenegulv, når de grufulde hændelser ved masseskyderiet på Utøya iscenesættes af flere overlevende.

Utøya-filmen fremstår som en rimelig simpel affære, men under laget af vidnesbyrd ligger den tilrettelæggelse, der gør filmen til en psykisk rekonstruktion.

Denne tilrettelæggelse mangler i The Case You og dens gruppekram.

Sådan en film skal være umådeligt modig for at kompensere for fraværet af visuelle virkemidler. En god psykologisk film kan med en rå tone skabe langt mere empati end en overproduceret, men det kræver mere end en enkelt aftens refleksioner over konceptet.

Det tomme scenegulv, som Kuhn har inviteret skuespillerne ind på, er, hvad teateret kalder for en black box. Det blev opfundet i begyndelsen af 1900-tallet, fordi man ønskede at reducere teknikken og kulisserne for i stedet at fremhæve det menneskelige.

Det bedste eksempel i filmens verden er Lars von Triers Dogville, der udnytter rammerne til at fokusere på en lille bys manipulationer med en ung kvinde. Filmen fungerer på grund af de knalddygtige skuespillere, der uden at kunne gemme sig bag kulisser fremhæver instruktørens nærmest skønlitterære manuskript.

De fem vidnesbyrd i The Case You er så langt væk fra skønlitteratur, man overhovedet kan komme. De ligner hinanden så meget, at skuespillerne gentager de samme pointer, mens de kæmper for at holde tårerne tilbage.

Dokumentaren er højaktuel i en tid, hvor der er fokus på behandlingen af kvinder i filmbranchen. I dette tilfælde sker misbruget oven i købet i kunstens navn.

Men relevans er ikke nok alene, og The Case You er desværre et godt eksempel på, hvad der sker, når en skuespiller tager et kamera i hånden og ringer til sine venner.