Casual – sæson 2

De teknisk kyndige har måske allerede set første sæson af dramedy-serien Casual på den amerikanske streaming-tjeneste Hulu. Men resten kan glæde sig over, at både den og de foreløbigt to første afsnit af den spritnye anden sæson nu er tilgængelige på HBO Nordic.

Man bør nemlig unde sig selv at se det hele.

Af samme grund vil jeg ikke afsløre for meget om første sæson i denne anmeldelse af anden sæsons begyndelse. Dog skal det blot anmærkes, at serien langsomt udviklede sig til en af sidste års bedste nye serier i et stærkt felt blandt Mr. Robot og Master of None.

Casual handler om den midaldrende og nyligt fraskilte psykiater Valerie (Michaela Watkins), der med teenagedatteren Laura (Tara Lynne Barr) flytter ind hos sin drengerøvsbror Alex (Tommy Dewey). Det er en klassisk grobund for komik at samle en gruppe forskellige familiemedlemmer under samme tag, men serien er faktisk sjov, netop fordi den ikke jagter humoren, men lader det morsomme træde naturligt frem gennem deres antisociale personligheder.

På samme måde finder serien en dyb, dramatisk klangbund i det faktum, at de trods forskellige aldre og forudsætninger faktisk ikke er så forskellige. Alle tre er nemlig alvorligt ødelagte mennesker, der desperat søger menneskelige forbindelser.

Tonen er lidt den samme som i de ligeledes fremragende Girls og Transparent, uden dog at konkurrere med disses eksplicitte og anderledes syn på sex og seksualitet. I stedet kommer det moderne datingliv under luppen, når både Valerie og Alex bruger hans online-datingtjeneste til at arrangere mere eller mindre heldige møder.

I starten af anden sæson er fokus dog rykket fra romantiske til venskabelige forhold.

I andet afsnit opdager Valerie, at hun ikke har andre venner end sin bror og datter, da fællesvennerne gik med eksmanden efter skilsmissen. Det resulterer i et for serien allerede klassisk pinagtigt middagsselskab, hvor hendes ensomhed for alvor står i fuldt flor. Man føler for hjernevrideren, hvis mest skadede patient er hende selv.

Første sæson havde også en række hjerteskærende øjeblikke med den fantastisk spillende Michaela Watkins, der formår at være tåkrummende morsom og forbarmende ynkelig på en og samme tid. Hun er stadig seriens bedste og vigtigste karakter, men det er også fortsat interessant at følge Alex’ konstante forsøg på overspringshandlinger og Lauras følelser som utilpasset teenager.

Endelig er seriens fjerdemand, den sympatisk usikre Leon (Nyasha Hatendi), præcis så elskelig som før. Han blev af grunde, han ikke selv forstår, venner med Alex efter et one night stand med Valerie, og det er herligt at se ham som anker til hovedpersonernes egocentriske sortsyn. I den nye sæson tager han både et lille opgør med ekskonen, der forlod ham, og man under ham enhver sejr.

Imens kommer Alex og Laura hinanden ved, da han vælger at udfylde tomheden i sit kærlighedsliv ved at tage ansvaret for hendes hjemmeundervisning. De har en både naturlig, morsom og kvik kemi, men man glæder sig samtidig til at se dem alene med deres egne problemer igen, som der da også peges frem imod.

På den måde mimer anden sæson altså indtil videre den første uden at efterligne, og det tegner helt bestemt lovende.

Man må bare håbe, at Katie Aseltons kontornabo Jennifer, der præsenteres som mulig løsning på Valeries venneproblem, og sæsonens andre gæstestjerner – som også tæller Mad Mens Vincent Kartheiser – kommer til at gøre det lige så godt som dem i forrige sæson, hvor især Alex’ lidt for eksperimenterende kæreste Emmy (Eliza Coupe) satte kog i kedlerne.

Og så må man gå ud fra, at vi også får et gensyn med Alex og Valeries ulidelige, men underholdende forældre, hvis alternative børneopdragelse er skyld i de voksne børns nuværende forholdsproblemer. Deres ankomst førte til nogle af første sæsons højdepunkter, og der er meget mere smerte og humor at grave ud af det forældreopgør.