Cat Person

I kølvandet på #MeToo-bevægelsen blev Kristen Roupenians novelle Cat Person fra 2017 en internetsensation. 

Her dater Margot, en tyveårig pleaser og collegestuderende, kortvarigt Robert, en kryptisk 33-årig mand, som måske har løjet om at have katte. 

Novellen rejste spørgsmål om samtykke, netop som idealer om mandlig dominans og kvindelig føjelighed blev sat til debat. 

Seks år senere har Cat Person fået en filmatisering, den ikke har fortjent.

Instruktør Susanna Fogel var medforfatter på den knivskarpe ungdomsfilm Booksmart, men udvander novellens budskab ved at tilpasse den en ny tidsånd med gumpetunge gyserklichéer, populistiske kønskommentarer og et overfladisk skurkeportræt af mænd. 

Filmen abonnerer på en militant killjoy-feminisme, der ikke skeler til den gode stemning, og som ofte forfalder til at revse hinanden med de rette holdninger. 

Margot anno 2023 står i stærk modsætning til den mere forsigtige Margot anno 2017, der var vant til at blive forbigået og overset. Derfor virker det fortænkt, når manuskriptforfatter Michelle Ashford sender hende ud i samme datingderoute. 

Sammenlignet med novellens naturalistisk skildrede kønskamp er trusselsniveauet skruet gevaldigt op. 

Filmen indledes med et berømt citat af Margaret Atwood, forfatteren bag The Handmaid’s Tale: ”Mænd er bange for, at kvinder griner ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel.” 

Da Margot går sent hjem efter arbejde som billetsælger i en arthouse-biograf, er billederne skumle og musikken truende, så vi forstår, at det er med livet som indsats. 

Cat Person lægger ud med samme kompleksitet som et afsnit af Animal Planet: Kvinder er byttedyr – mænd er rovdyr. Men det skal ikke holde Margot tilbage. 

Hun møder Robert på arbejdet, hvor de flirter akavet, indtil han pludselig er mærkeligt afvisende. Inden længe er han tilbage ved disken og siger, så det lyder som en kommando: ”Hør snackpige, giv mig lige dit nummer!” 

En stor del af filmen flirter de mest over sms’er, mens man læser med som i Skam. 

Alle i vores tidsalder med en smule datingerfaring ved, at skriverierne hurtigt kan udvikle sig til luftkasteller med drømmeprinser indeni. Men virkelighedens Robert er så ubehagelig, at jeg simpelthen ikke forstår, at Margot kan holde liv i fantasien. 

Hundeagtige Nicholas Braun, der spiller fætter Greg i Succession, er velcastet som den usikkert dominerende Robert. Han har lært forførelsens kunst af 80’er-mandfolk som Harrison Ford, for hvem et ”nej” formentlig er et ”ja” i forklædning. 

Margot spilles fladt af Emilia Jones, kendt for hovedrollen i CODA. 

Novellens mange indre monologer, hvor Margot forsøger at forstå deres mærkelige dynamik, er i filmen forløst så uelegant, at man vrider sig i biografsædet. Allerværst under den sexscene, hvor Margot efter en akavet første date går i seng med Robert af ren høflighed.

I novellen følger vi Margots tanker om, hvordan hun håndterer den afsky, hun føler ved situationen – uden at hun føler sig magtfuld nok til at stoppe det. 

I filmen vises det ved, at Margot helt konkret taler med sig selv – med en anden Margot – mens hun har sex med Robert. Det bliver mere grotesk end sjovt, når begge Emilia Jones’er spiller sært selvsikkert, mens Margot bliver knaldet så voldsomt, at hun næsten ryger ud af billedet. 

Filmens sidste akt er helt løsrevet fra novellen. Her falder værket sammen i en mærkelig voldsspiral, hvor magtforholdet mellem de to udviskes. 

Novellen var et partsindlæg til tiden, men filmen forråder selv sin egen bitterfeministiske overbevisning, stikker halen mellem benene og prioriterer en vag morale om, at man måske er lige gode om det.

Sådan ender en ellers slagkraftig historie med at fise ud i ingenting – som endnu en Tinder-relation, der havde så meget potentiale.