Serieanmeldelse
21. maj 2019
Catch-22
Den unge soldat Yossarian (Christopher Abbott, tv.) bliver udsat for en række absurde opsange, ikke mindst fra sin overordnede Scheisskopf (George Clooney, th.). Foto | Philippe Antonello

Catch-22

Sørgmuntre mænd pendler mellem paradis og helvede med ordrig forvekslingskomik i serieudgaven af den satiriske krigsklassiker.

Af Bo Tao Michaëlis

I Joseph Hellers roman Catch-22 fra 1961 fortæller militærlægen Daneeka den desperate bombeflyver og hovedperson Yossarian, hvad titlens begreb står for.

Enhver, som har meldt sig frivilligt som bombeflyver, må være sindssyg. At ønske sig ”erklæret sindssyg” for at undslippe må derfor være lig med, at man nu er sund og rask – og i stand til at flyve videre!

Det er et moderne synonym for et absurd og uløseligt paradoks.

Ud fra netop denne devise drejede instruktøren Mike Nichols i 1970 en surrealistisk filmatisering af værket, der var blevet kult som aktuel antikrigsroman for epokens voksende modstandere af Vietnam-krigen i 60’erne og frem. Men instruktøren, der mest er kendt for alvorlige lystspil som Fagre voksne verden, magtede trods stjerner i alle roller ikke at præstere andet end en bizar, ujævn og episodisk film.

Nichols fik aldrig tag på denne flerstrengede udviklingsroman, der vil mere end at gentage devisen om, at krig er et meningsløst misbrug af mennesker.

Den nye serieudgave af Catch-22, der er produceret i seks afsnit af omkring en time hver, synes at ville have det hele med fra Hellers pikareske roman om en ung amerikaners meritter i Europa under Anden Verdenskrig.

Den livsglade ungersvend Yossarian bliver blandt venner og ikke uden symbolik kaldet YoYo. Han lægger sig tidligt ud med de militære omgivelser på grund af deres strikte disciplin og snæversynede menneskesyn. Det er en ensporet lilleverden aldeles uden selvironi eller dybere hensigt – ud over at respektere gradstegn, servere streng eksercits og enøjet patriotisme.

Men historien om en amerikansk flyvebase på en lille ø ud for den italienske kyst er også historien om rustikt soldaterkammerateri med muntre homo-erotiske toner både på tjeneste og orlov. Unge amerikaneres møde med en anderledes kulturel levemåde, et afdanket Europa i almindelighed og det smukke Italien i særdeleshed.

Samtidig frister de dagligt døden i uendelige bombetogter. Og det i en krig, som ligger meget langt væk fra Kansas og omegn.

Christopher Abbott – mest kendt fra sin medvirken i Girls – er ganske perfekt i rollen som YoYo, der er god til damer, men også hunderæd for at dø mellem mere eller mindre sære originaler i uniform.

George Clooney har instrueret to afsnit og produceret serien. Og han nyder helt åbenlyst at spille den himmelråbende excentriske løjtnant Scheisskopf som en kærlig og herlig parodi på gamle Clark Gable, der netop i 50’ernes krigsfilm ofte blev typecastet som ældre amerikansk officer i diverse værn.

Kyle Chandler spiller løssluppent den ærkeenfoldige oberst Cathcart, som bliver forført ved udsigten til en solmoden tomat med salt og oliven og går ind i sortbørshandel med militærets grej.

Britiske Hugh Laurie rammer fremragende den forfinede og aristokratiske Major de Coverley, der går igennem krigen, som om den foregik i det 18. århundrede. Og apropos hans rang så er Lewis Pullman ferm som soldaten Major Major Major, sergenten som på en eftermiddag bliver opgraderet til en rigtig major på grund af sit absurde navn.

I det hele taget rammer serien den humor på verbale forbistringer og forveksling af ord, som 1940’ernes mest berømte komikerpar, Abbott og Costello, ekvilibristisk eskalerede i.

Den italienske skuespiller Giancarlo Gianni er glimrende som filosofisk bordelvært i Rom, der fortæller amerikanere, at ligesom Romerriget engang gik under, vil også det amerikanske imperium en dag forsvinde.

Serien er overmåde flot sat op med lystigt lejrliv afbrudt af de livsfarlige bombetogter uden ende, der ironisk akkompagneres af tidens glade jazzmusik. Catch-22 giver et autentisk tidsbillede og signalement af sørgmuntre mænd i kaki, som pendler mellem paradis og helvede.

Titel:
Catch-22

Land:
USA

År:
2019:

Instruktør:
George Clooney, Grant Heslov, Ellen Kuras

Manuskript:
Luke Davies, David Michôd

Medvirkende:
Christopher Abbott, Kyle Chandler, George Clooney, Hugh Laurie

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
20. maj

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!